5 Eksempler på konstruktioners klimapåvirkning

For hver af bygningsdelene ydervæg, terrændæk og tag vises i dette kapitel eksempler på udledningen af drivhusgasser ved fremstilling og bortskaffelse af 1 m² af bygningsdelen ved forskellige konstruktionsopbygninger. Det skal illustrere, hvilken betydning valget af materialer har for en given bygningsdel ved en livscyklusvurdering (LCA). 

Eksemplerne er valgt, så de repræsenterer typiske opbygninger og samtidig har sammenlignelige egenskaber i forhold til brand og varmeisolering. Der anvendes konstruktionsopbygninger, som med rimelighed kan antages at opfylde brandkravene til boliger i enfamiliehuse samt 2- og 5-etages etageejendomme. Isoleringstykkelser er tilpasset de U-værdier, der normalt vil sikre, at henholdsvis energirammen og lavenergiklassen kan overholdes, se TABEL 40, TABEL 42 og TABEL 43.

Udledningen af drivhusgasser, også kaldet GWP (Global Warming Potential) i EPD’er, angives i enheden kg CO₂e, som er en væsentlig indikator i en livscyklusvurdering (LCA) (afsnit 2.5). I eksemplerne inkluderes kun de livscyklusfaser, der erfaringsmæssigt har størst betydning for materialernes samlede miljøbelastning. Det drejer sig om faserne for produktion af byggematerialerne (faserne A1-A3) samt affaldshåndtering og bortskaffelse (C3 og C4), se FIGUR 6. Hvor der er angivet værdier for C3 og C4 både for bortskaffelse efter endt brug og for genanvendelse af materialet til nyt produkt, er anvendt værdien baseret på bortskaffelse.

Ved klimapåvirkning forstås i det følgende alene udledningen af drivhusgasser udtrykt ved GWP. De øvrige miljøpåvirkninger givet i EPD’erne behandles ikke i denne anvisning, ligesom forbruget af ikke-fornybare råstoffer ikke afspejles. 

Ved at sammenligne opbygninger med samme U-værdi kan udledningen af drivhusgasser fra opvarmning i driftsfasen antages at være ens, så det er ikke nødvendigt at medtage dette i sammenligningen. Der er også set bort fra vinduernes bidrag til udledningen under såvel opførelse som drift, da vinduerne forudsættes at være ens. 

Desuden angives den resulterende konstruktionstykkelse, da en tyndere konstruktion giver mere brugbart bygningsvolumen, hvilket kan indgå i valget af konstruktion. 

Beregningerne er baseret på værdierne i TABEL 45 og  TABEL 46. Tabellerne viser henholdsvis varmeledningsevnen λ [W/mK] eller isolansen R [m²K/m] samt klimapåvirkningen GWP pr. kubikmeter [kg CO₂e/m³] eller kvadratmeter [kg CO₂e/m²]. Værdierne er typiske værdier for de valgte produkter. 

De deklarerede λ-værdier er meget lig hinanden for ensartede produkter fra forskellige leverandører, hvilket gør det enkelt at vælge repræsentative værdier. Ved fastlæggelse af isoleringstykkelser for at opnå den ønskede U-værdi af bygningsdelen er der taget hensyn til typiske varmetab gennem stolper, vinduesfalse og sokler, som beskrevet i kapitel 4 for den pågældende bygningsdel.

GWP-værdierne varierer mere end λ-værdierne mellem ensartede produkter. Hvor det er muligt, er anvendt GWP-værdien angivet i danske branche-EPD’er (miljøvaredeklarationer). Når der ikke foreligger en branche-EPD, er anvendt et skøn baseret på et antal produktspecifikke EPD’er for typiske produkter på det danske marked. Hvis der er meget få produktspecifikke EPD’er, eller hvis de værdier, der er fundet, er meget forskellige, bygger skønnet også på den generiske værdi, som er angivet i bygningsreglement 2018, bilag 2, tabel 7 (bygningsreglementet.dk). Værdierne i denne tabel anvendes også i værktøjet LCA-byg. Fremgangsmåden for hvert produkt fremgår af kolonnen Kilde til i TABEL 45, hvor S (skøn) er angivet for de mest usikre værdier. 

Når der ikke kun bruges generiske værdier, hvis der ikke foreligger en branche-EPD, skyldes det, at de generiske værdier typisk er noget højere end de produktspecifikke. Eksemplerne vil dermed blive misvisende i forhold til den endelige miljøvurdering baseret på EPD’er for de faktisk anvendte produkter. 

TABEL 45. Værdier for klimapåvirkningen GWP i kg CO₂e pr. m³ eller pr. m² samt varmeledningsevnen (λ) eller isolansen (R) for materialer benyttet til beregning af U-værdier vist i eksemplerne i det følgende. Desuden angives densiteten (ρ), som i nogle tilfælde er brugt ved omregning fra kg CO₂e / kg. Værdier er kun givet for de bygningsmaterialer og -komponenter, der er anvendt i eksemplerne for de enkelte bygningsdele.

TABEL 46. Overgangsisolanser benyttet til beregning af U-værdier i eksemplerne i det følgende.

Klimapåvirkningen skal efter bygningsreglementet opgøres pr. år over en 50-årig periode, idet levetiderne af de enkelte komponenter fastsættes som givet i BUILD-levetidstabel (Haugbølle et al., 2021). For komponenter med kortere levetid end 50 år skal der korrigeres for udskiftning af disse. Dette muliggør en omtrentlig beregning af den samlede klimapåvirkning pr. år fra opførelse og drift, herunder opvarmning. Samtlige komponenter og materialer anvendt i eksemplerne i det følgende har mindst 50 års levetid, så det er valgt blot at angive den samlede miljøbelastning for opførelse og bortskaffelse uden at dividere med 50 år. Bemærk, at tallene, uanset opgørelsesmetode, ikke afspejler den værdi – økonomisk som klimamæssigt – det har, at levetiden kan være længere end 50 år. 

Eksemplerne i det følgende illustrerer en metode, der kan anvendes ved valg af konstruktionsopbygninger, der minimerer klimapåvirkningen for en ønsket U-værdi. De konkrete talværdier skal ses som tendenser, der illustrerer effekten af valg mellem forskellige løsninger i projekteringen, herunder valg af isoleringsniveau og øgede brandkrav til højt byggeri. 

De forskellige komponenters og materialers bidrag til GWP kan ses i FIGUR 58, FIGUR 60 og FIGUR 62. Farverne gør det nemt at se, hvilke komponenter eller materialer der med fordel kan fokuseres på for at reducere klimapåvirkningen. Hvis GWP-værdien for et konkret materiale, der påtænkes anvendt, afviger væsentligt fra værdien angivet i TABEL 45 og TABEL 47, er det også nemt at vurdere, om det vil have væsentlig betydning for den samlede klimapåvirkning.

Der undersøges vægge, som forventes at opfylde brandkravene til henholdsvis enfamiliehuse og to-etagers og fem-etagers boligbyggeri. Der anvendes U-værdier på 0,15 og 0,10 W/(m² K), som jf. TABEL 40 kan forventes at sikre, at henholdsvis energirammen og lavenergiklassen i bygningsreglementet overholdes. Der anvendes isoleringstykkelser, der netop sikrer, at de nævnte U-værdier opnås. Isoleringstykkelser og skeletdybder er derfor ikke nødvendigvis almindelig forekommende dimensioner i byggeriet. 

Opbygningen af konstruktionerne i eksemplerne er beskrevet i TABEL 49 og TABEL 50 for henholdsvis træskeletvæg og massiv bagvæg med let beklædning og for hulmur i FIGUR 57. Figurerne svarer til henholdsvis FIGUR 36, FIGUR 41 og FIGUR 44 i afsnit 4.2.

Tabellerne tager udgangspunkt i sæt af samhørende brandkrav til isolering, regnskærm, vindspærre og indvendig konstruktion i ydervægge for forskellige bygningstyper, herunder konstruktionsmaterialer og etageantal. De samhørende brandkrav illustrerer, at kravene til beklædninger kan reduceres, når der anvendes isolering med bedre brandegenskaber.

For hvert sæt af brandkrav beskrives en eller flere antagne løsninger med konkrete eksempler på materialer, der normalt vil opfylde brandkravene. Det skal dog dokumenteres i hvert enkelt tilfælde. 

For enfamiliehuse er kravet til bærende vægge, at de skal være R30 [BD30]. For træskeletvægge skal beklædningen i praksis vælges, så ydervægge opfylder kravene til REI30 [bærende væg BD30]. Herved kan siderne af 45 mm brede træstolper beskyttes tilstrækkelig længe til, at bæreevnen er tilstrækkelig i 30 minutter ved brand. Med fastholdt mineraluld kan ét lag 13 mm gipskartonplade være tilstrækkeligt, da isoleringstykkelsen i praksis kan sikre, at isoleringen kan regnes fastholdt uden tråd. Ikke-fastholdt isolering, fx løsfyld, antages at kræve ét lag 15 mm brandgips, hvorved beklædningen ikke bortfalder i den krævede brandmodstandstid.

For bygninger i to til fem etager er kravet EI60. Beskyttelse af træstolperne kræver her, at væggen opfylder kravene til REI60 [bærende væg BD60]. Dette kan normalt opnås ved at bruge to lag gipsplade i stedet for et, men i øvrigt som beskrevet for enfamiliehuse.    

Det forudsættes yderligere, at afstande til skel og andre bygninger er tilstrækkelige til, at der ikke er brandmodstandskrav til ydersiden af væggen, kun beklædningskrav.

FIGUR 57. Ydervægstyper med lodet vinduesfals

For udvendig konstruktion i form af regnskærm og vindspærre er anvendt de tre typer defineret i TABEL 47.

TABEL 47. Klimapåvirkningen GWP i kg CO₂e pr. m² samt isolansen R for tre forskellige opbygninger af lette facader. Værdierne benyttes til beregning af GWP og U-værdier i TABEL 49-TABEL 50. Let facade omfatter regnskærm, afstandslister og vindspærre – med samlet tykkelse 50 mm. Se også ”Brandkrav til udvendige overflader” i afsnittet ”Træskeletvægge, Brandforhold”.

For træskeletkonstruktioner er yderligere antaget, at træskelettets andel af volumenet i isoleringslagene er 12 %, som jf. U-værdi i afsnit 4.2.2 er en typisk værdi. 

For hulmure er det antaget, at isoleringstykkelsen i vinduesfalsene er reduceret til 100 mm, og at området med reduceret isolering udgør 8 % af ydervægsarealet, svarende til en 100 mm bred fals, når der er 0,8 m vinduesfals pr. m² ydervæg. I afsnit 4.2.3, ”Hule mure”, er angivet, at falslængden normalt er mellem 0,6 og 1,0 m/m². For bagvæg i beton er antaget, at falsene udføres med 100 mm letklinkerbeton, da betonfalse med 100 mm falsisolering kræver urealistisk tykke vægge for at opnå de ønskede U-værdier. 

TABEL 48 viser forkortelser for konstruktionstyper og isoleringsmaterialer anvendt i tabel TABEL 49-TABEL 51 og i FIGUR 58.

TABEL 48. Anvendte forkortelser for konstruktionsopbygninger, der bruges i TABEL 49-TABEL 51, og tal angiver etageantal, så fx Træ-2-tD betegner to-etagers træskeletbygning med træfiberisolering klasse D-s2,d2.

TABEL 49. Eksempler på opbygning af træskeletydervægge, se FIGUR 57a. Tabellen angiver antagelser bag løsninger anvendt i FIGUR 58.Fejl! Henvisningskilde ikke fundet.

TABEL 50. Eksempler på opbygning af ydervægge med udvendig let konstruktion på massiv væg, se FIGUR 57b. Tabellen angiver antagelser bag løsninger anvendt i FIGUR 58. Udvendig beklædning og isolering forudsættes fastholdt af træskelet.

TABEL 51. Eksempler på opbygning af hulmure, FIGUR 57c. Tabellen angiver antagelser bag løsninger anvendt i FIGUR 58.

TABEL 51. Eksempler på opbygning af hulmure, FIGUR 57c. Tabellen angiver antagelser bag løsninger anvendt i FIGUR 58.

TABEL 51. Eksempler på opbygning af hulmure, FIGUR 57c. Tabellen angiver antagelser bag løsninger anvendt i FIGUR 58.

I FIGUR 58 gives eksempler på klimapåvirkningen for 1 m² ydervæg udtrykt ved GWP i kg CO₂e/m². De viste ydervægsopbygninger har ensartede egenskaber med hensyn til U-værdi og brand. U-værdier inkluderer linjetab omkring vinduer. 

FIGUR 58. LCA-profiler for eksempler på vægopbygninger som beskrevet i TABEL 49-TABEL 51. For hvert eksempel gælder første søjle for U = 0,15 og anden søjle for U = 0,10. I første linje for hvert eksempel er forkortelsen anvendt i tabellerne, den anden isoleringstypen. Forkortelser er forklaret i TABEL 48. ’Udvendigt’ er en af løsningerne i TABEL 47 eller en halvstens skalmur.

Det ses, at der er stor forskel på udledningen af drivhusgasser, GWP, for de undersøgte opbygninger, men også at isoleringsmaterialet kun bidrager beskedent til den samlede udledning, særligt i hulmure.

For hulmure bidrager både betonbagvæg og halvstens formur betydeligt til udledningen. Når der anvendes værdier fra en EPD for et konkret produkt, vil udledningen ofte være noget mindre end angivet i TABEL 45, især fra beton og tegl.  

For træskeletvægge er der betydelig forskel på enfamiliehuse og bygninger i to eller flere etager på grund af brandkravene, som betyder, at den lette beklædning skal opfylde kravene til den sidste løsning beskrevet i TABEL 47 . Kravene kan dog opfyldes ved valg af andre pladematerialer end cementbaserede plader. 

Forskellen på bidraget fra mineraluld og cellulosebaseret isolering opvejes i nogen grad af mindre krav til beklædninger ved brug af mineraluld. Det er antaget, at cellulosebaseret isolering er løsfyld. Hvis der i stedet anvendes cellulosebaseret isolering i pladeform med samme materiale klasse, kan der anvendes en noget lavere densitet, hvilket reducerer udledningen lidt. 

En meget anvendt mellemløsning er let beklædning på massiv bagvæg af CLT eller letklinkerbeton. På trods af det store træforbrug afviger udledningen for CLT-løsningen ikke meget fra træskeletløsningen, men vægtykkelsen bliver omkring 50 mm større. 

For hulmursløsningerne giver forøgelse af vægtykkelsen ved forbedring af U-værdien fra 0,15 til 0,10 W/(m²⋅K) en større forøgelse af klimapåvirkningen, end det umiddelbart kunne forventes. Det skyldes, at isolering i vinduesfalsen fortsat antages at være 100 mm tyk, se FIGUR 57c, så linjetabets bidrag til U-værdien reduceres ikke. 

Med bagvæg af porebeton er falsens indflydelse på ydervæggens U-værdi lille. Med letklinkerbeton er indflydelsen noget større, da linjetabet generelt er større. Dette fremgår også af FIGUR 43, hvis man omregner til 100 mm falsisolering. Med bagvæg i beton er antaget, at falsene udføres med 100 mm letklinkerbeton, da betonfalse med 100 mm falsisolering kræver urealistisk tykke vægge for at opnå de ønskede U-værdier. 

Hvis vinduerne kan monteres, uden at bagvæggen føres ud i falsen, så isoleringen i vinduesfalsen svarer til vægisoleringstykkelsen, kan isoleringstykkelsen ved bagvæg i letklinkerbeton reduceres med 25 mm for U = 0,15 W/(m²⋅K), og med hele 80 mm for U = 0,10 W/(m²⋅K). Den store forskel viser vigtigheden af hensigtsmæssig vinduesmontage, da kompensation for linjetab i form af øget vægtykkelse samlet kræver mere isolering, samtidig med at bygningens nettoareal reduceres. Den resulterende vægtykkelse angives også i FIGUR 58.

I FIGUR 60 gives eksempler på klimapåvirkningen for 1 m² terrændæk udtrykt ved GWP i kg CO₂e/m². Der undersøges terrændæk med U-værdierne 0,10 og 0,07 W/(m²⋅K) jf. TABEL 42. Der anvendes isoleringstykkelser, der netop sikrer, at de nævnte U-værdier opnås. Derfor er de valgte isoleringstykkelser i tabellen ikke nødvendigvis almindelige forekommende dimensioner, der bruges i projektering og udførelse.

Opbygningen af konstruktionerne i eksemplerne er beskrevet i TABEL 52. Der undersøges opbygninger svarende til let konstruktion med gulvspånplade og traditionel opbygning med betonplade som vist i FIGUR 59. Nærmere beskrivelse findes i afsnit 4.3.

FIGUR 59. Terrændækstyper med eksempel på ydervægstype og sokkelløsning. a) viser et let terrændæk med gulvspånplade på særlig hård isolering. b) viser et traditionelt terrændæk med betonplade på trykfast isolering.

Den resulterende terrændækstykkelse angives også, men den har kun beskeden praktisk betydning, da den kun påvirker udgravningsdybden. 

Hvor der er brandkrav til gulve, fx i flugtveje, opfyldes de i praksis af sædvanlige gulvbelægninger, så det påvirker ikke resultaterne. 

TABEL 52. Opbygning af terrændæk anvendt i FIGUR 60

FIGUR 60. LCA-profiler for eksempler på terrændæksopbygninger som beskrevet i TABEL 52. Der er ikke taget hensyn til forskelle i sokkelopbygning. For hvert eksempel gælder første søjle U = 0,10 W/m²K og anden søjle U = 0,07 W/m² K.

Når der anvendes en let konstruktion med gulvspånplade, er der høje krav til stivheden og dermed densiteten af isoleringen. Dette medfører en så stor klimapåvirkning fra isoleringen, at den samlede effekt bliver omtrent som med traditionel betonplade, hvor der er mindre krav til isoleringen. På grund af de meget forskellige produkter, der indgår, er resultatet meget afhængigt af materialernes faktiske udledninger, der kan afvige betydeligt fra GWP-værdierne givet i TABEL 45.   

Ved samlet vurdering af en bygning skal der tages hensyn til bidrag til klimapåvirkningen fra såvel terrændækket som soklen. Især for lave bygninger har disse bidrag stor indflydelse på den samlede udledning for en kvadratmeter terrændæk. 

I det følgende vurderes sokler, der passer til vægtypen Træ-2-mB i tabel TABEL 49 med træskelet og hulmurstyperne Porebeton-1-mB og Letklinker-2-mB i tabel TABEL 51 med bagvæg af henholdsvis porebeton og letklinkerbeton. 

Både vægge med U-værdi 0,15 og 0,10 W/(m²⋅K) undersøges. Hver af disse seks kombinationer undersøges for henholdsvis to og tre skifter letklinkerbetonblokke (sokkelhøjde 0,4 m og 0,6 m) i soklerne vist i FIGUR 59. Opbygningerne er beskrevet i TABEL 52.

Funderingsdybden sættes til 0,90 m, og sokkelhøjden til 0,15 m. Højden af det massive betonfundament bliver derfor 1,05 m minus højden af letklinkerbetonblokkene. 

Til sokler under skeletvægge som i FIGUR 59 a antages det, at letklinkerbetonblokkene er 150 mm tykke, og betonfundamentets tykkelse er 250 mm (den mindste praktisk mulige tykkelse). Soklens inderside antages at ligge ved indersiden af væggens indvendige beklædning. Isoleringstykkelsen i soklen sættes derfor til vægtykkelsen minus 200 mm (bloktykkelsen 150 mm + tykkelsen 50 mm af den udvendige beklædning jf. TABEL 47. 

Til hulmure som i FIGUR 59 b anvendes to vanger af 120 mm tykke letklinkerbetonblokke, hvor afstanden mellem ydersiderne sættes til vægtykkelsen, og mellemrummet udfyldes med EPS-isolering. Tykkelsen af betonfundamentet sættes til vægtykkelsen.

TABEL 53. Klimapåvirkning pr. m sokkel for sokler, der passer til de tre typer ydervægge beskrevet i TABEL 49-FIGUR 51.

Af TABEL 53 ses det, at bedre isolering af ydervæggen (lavere U-værdi) øger klimapåvirkningen fra soklen, især for hulmure, fordi bredden af selve betonfundamentet skal være større. Bemærk dog, at når energibesparelsen ved bedre isolering tages med i regnskabet, vil bedre isolering være en klimamæssig fordel. 

For alle tre eksempler ses, at tre skifter letklinkerbetonblokke i soklen fremfor to reducerer klimapåvirkningen. Det skyldes, at selve betonfundamentet bliver lavere. Da beton erstattes af isolering og letklinkerbeton, reduceres også linjetabet, og det bliver klimamæssigt en klar fordel at anvende tre skifter letklinkerbetonblokke. 

I FIGUR 60 ses, at klimapåvirkningen af terrændækket er 70-100 kg CO₂e/m². Effekten fra soklen i TABEL 53 går fra knap 80 til over 200 kg CO₂e/m². For et enfamiliehus er der typisk 0,4 m sokkel pr. m² terrændæk. Når bidraget fra soklen medtages i udledningen fra terrændækket, skal værdien i FIGUR 60 øges med 40 % af værdien i TABEL 53, altså 32-80 kg CO₂e/m² terrændæk. Klimapåvirkningen fra soklen kan altså i nogle tilfælde være af samme størrelsesorden som terrændækkets, opgjort pr. m² bebygget areal. 

Bemærk, at der ved beregningen af GWP ikke er taget hensyn til, at linjetabene er forskellige i de tre eksempler, se også Figur 52. 

Der undersøges en række tagopbygninger med ensartede egenskaber med hensyn til U-værdi og brand. 

Der undersøges tage, som forventes at opfylde brandkravene til henholdsvis enfamiliehuse og femetagers boligbyggeri. Der anvendes U-værdier 0,12 og 0,08 W/(m² K), som jf. TABEL 43 kan forventes at sikre, at henholdsvis energirammen og lavenergiklassen i bygningsreglementet overholdes. Der anvendes isoleringstykkelser, der netop sikrer, at de nævnte U-værdier opnås. De valgte isoleringstykkelser er derfor ikke nødvendigvis praktisk forekommende dimensioner ved projektering og udførelse. 

Opbygningen af konstruktionerne i eksemplerne er beskrevet i TABEL 54 og TABEL 55 for henholdsvis gitterspær og varmt tag, se FIGUR 61. Figurerne svarer til tagtyperne i henholdsvis FIGUR 54 og FIGUR 56.

FIGUR 61. Eksempler på sammenbygning af tag og ydervæg. Figur a viser et koldt tag med gitterspær, og figur b viser et varmt tag på betondæk.

For gitterspærløsninger er antaget, at spærafstanden er 1 m, og at højden af spærhoved er 120 mm, og at spærfod er 95 mm. For en femetagers bygning er målene forhøjet til 145 mm for spærhoved og 120 mm for spærfod. Ved tagpap på krydsfiner er spærafstanden sat til 800 mm af hensyn til pladeformatet.

For løsninger med flade tage er anvendt retvendt varmt tag med tagpap og dampspærre oven på dels et betondæk, dels et træelement, hvor en del af isoleringen placeres i hulrummet mellem bjælkerne. For at overholde fugtkravene beskrevet i 4.4.4 anvendes 120 mm mineraluld i træelementer ved en samlet U-værdi på 0,12 W/(m² K) og 195 mm ved en samlet U-værdi på 0,08 W/(m² K). Herved opfyldes kravet om, at højst 40 % af isolansen ligger under dampspærren. 

TABEL 54. Opbygning af tagkonstruktioner med gitterspær som i FIGUR 61a. Tabellen angiver antagelser bag løsninger anvendt i FIGUR 62.

TABEL 55. Opbygning af tagkonstruktioner med retvendt varmt tag som i FIGUR 61b. Tabellen angiver antagelser bag løsninger anvendt i FIGUR 62.

I FIGUR 62 gives eksempler på klimapåvirkningen for 1 m² tag udtrykt ved GWP i kg CO₂e/m².

FIGUR 62. LCA-profiler for eksempler på tagopbygninger som beskrevet i TABEL 54 og TABEL 55. Der er ikke taget hensyn til forskelle i linjetab langs tagfoden. I første linje for hvert eksempel er forkortelsen anvendt i tabellerne, den anden isoleringstypen. For hvert eksempel gælder første søjle for U = 0,12 W/(m² K) og anden søjle for U = 0,08 W/(m² K).

Af FIGUR 62 ses, at der er stor forskel på udledningen for konstruktioner med gitterspær beskrevet i TABEL 54 og for varme tage beskrevet i TABEL 55. 

For gitterspær som i FIGUR 56 a øger tagpap udledningen en del, også i forhold til teglsten. Det forhold kan ændre sig, når der betragtes konkrete produkter. 

For varme tage som i FIGUR 56 b bidrager den bærende konstruktion meget mere til klimapåvirkningen end ved gitterspær (hvor det røde felt i FIGUR 62 kun kan skelnes). Desuden kræver varme tage trykfast isolering, som også bidrager væsentlig til klimapåvirkningen, da densiteten er højere. 

For varmt tag på træelement er bidraget fra både den bærende konstruktion og isoleringen væsentlig mindre end for de øvrige varme tage. Det skyldes, at der anvendes træ til den bærende konstruktion, og at der mellem bjælkerne i træelementet kan anvendes ikke-trykfast isolering. Klimapåvirkningen er næsten ens for de to U-værdier, fordi en del af den ekstra isolering kan placeres i træskelettet og dermed ikke skal være trykfast. 

Den resulterende tagtykkelse angives også i FIGUR 62. For gitterspær er højden eksklusive højden af tagrummet.