4 Bygningsdele

Valg af varmeisoleringsmateriale må baseres på en helhedsvurdering af de byggetekniske forhold og miljøbelastningen for den aktuelle bygningsdel. Der er et tæt samspil mellem materialerne, især mellem isoleringsmateriale og beklædning i forhold til fugt, brand og lydisolation. Derfor beskrives i kapitel 4 de primære byggetekniske krav til varmeisolering, fugtforhold, brand, lydisolation og bæreevne for bygningsdelene i klimaskærmen, dvs.:

Ydervægge
Terrændæk
Tage.

For hver bygningsdel vises eksempler på udformninger, som kan opfylde de byggetekniske krav samt de brandmæssige krav til boliger med op til fem etager. I kapitel 5 illustreres desuden materialevalgets betydning for konstruktioners miljøbelastning pr. kvadratmeter ved at sammenligne eksempler på løsninger, der er byggeteknisk sammenlignelige med hensyn til varmeisolering og reaktion på brand.

I afsnit 4.1 gennemgås de byggetekniske krav, der skal vurderes samlet for hele bygningen eller er generelle krav gældende for flere bygningsdele. Kravene er udgangspunkt for de viste principper for udformninger af bygningsdele, men kan også anvendes ved udvikling af andre løsninger.

De enkelte bygningsdele behandles i afsnit 4.2-4.4.

4.1 Funktionskrav generelt

4.1.1 Varmetab

Bygningsreglementet BR18 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2019) stiller krav om, at bygninger skal varmeisoleres for at reducere energiforbrug, samtidig med at der opnås tilfredsstillende sundhedsmæssige forhold. BR18 skelner i den forbindelse mellem forskellige typer byggeprojekter: nybyggeri, tilbygninger og ændret anvendelse samt ombygninger.

Nybyggeri

Ved nybyggeri skal det eftervises, at:

energirammen er overholdt for den samlede bygning
den forudsatte lufttæthed er til stede
mindstekrav til U-værdier og linjetab er opfyldt
krav til det dimensionerende varmetab er overholdt.

Energiramme

Energirammen er bygningsreglementets overordnede energikrav til bygninger. Energirammen har til hensigt at sikre, at bygningens samlede energibehov bliver tilstrækkeligt lavt i bygningens levetid, samtidig med at der gives stor frihed til bygningsdesignet.

Energirammen angiver den øvre grænse for, hvor stort et energibehov en nyopført bygning må have til opvarmning, ventilation, køling og varmt brugsvand. For andre bygninger end boliger dækker kravet også energien anvendt til belysning, og derfor er energirammen for andre bygninger end boliger generelt højere end for boliger. Kravene til energiramme fremgår af BR18.

Der er også defineret en frivillig lavenergiklasse med en lavere energiramme, som undertiden kræves opfyldt i lokalplaner mv.

Energirammeberegninger og beregningsprogrammet Be18 beskrives i SBi-anvisning 213: Bygningers energibehov (Aggerholm, 2018).

Lufttæthed

Der er krav til bygningens samlede lufttæthed for at undgå unødigt varmetab og for at sikre hensigtsmæssig ventilation, herunder effektiviteten af ventilationssystemer med varmegenvinding. Tætheden indgår i eftervisningen af, at krav til energirammen er opfyldt, og udtrykkes ved luftskiftet pr. m² opvarmet areal ved en trykforskel på 50 Pa. Lufttætheden dokumenteres ved en trykprøvning efter standarden DS/EN ISO 9972 (”blowerdoor test”) (Dansk Standard, 2015c).

Hvis der udføres trykprøvning, må luftskiftet i henhold til BR18 ikke være højere end 1,0 l/s pr. m² opvarmet areal. Dette krav er skærpet til 0,7 l/s pr. m² i den frivillige lavenergiklasse. Hvis en lavere værdi kan dokumenteres, kan den benyttes i energirammeberegningen. Såfremt der ikke laves en trykprøvning, skal 1,5 l/s pr. m² benyttes ved beregning af bygningens energibehov.

Ved projektering bør der defineres en tæthedsplan, som regel nær indersiden af ydervægge og loftkonstruktion, For den enkelte bygningsdel er det ved projekteringen vigtigt at sikre, at dens tæthedsplan let kan forbindes til tilstødende bygningsdeles tæthedsplan. Det skal naturligvis også sikres, at der kan tætnes effektivt omkring installationer, som gennembryder tæthedsplanet, blandt andet ved at sikre fast underlag for tætningen omkring gennemføringen.

Det er vigtigt, at levetiden af tætningsmetoderne svarer til levetiden for bygningens hovedkonstruktioner.

Lufttæthed sikrer også mod gennemblæsning af isoleringen med kold luft ved at hindre luftstrømning gennem isoleringsmaterialet, hvis det er udsat for forskelle i lufttryk ved fx tagfod.

Dimensionerende transmissionstab

Kravene til det dimensionerende transmissionstab skal sikre, at klimaskærmen som helhed har et lavt transmissionstab, uafhængigt af fx solindfald og varmegenvinding. Beregninger af det dimensionerende transmissionstab kan udføres med beregningsprogrammet Be18 og beskrives i SBi-anvisning 213: Bygningers energibehov (Aggerholm, 2018).

Mindstekrav

Mindstekravene til U-værdier og linjetab skal sikre, at alle bygningsdele har et vist isoleringsniveau, der ikke giver problemer med kondens og fugt. Mindstekravene kan i praksis kun anvendes for mindre områder af klimaskærmen, hvis kravene til energirammen for den samlede bygning skal kunne overholdes. Det er ikke tilladt at anvende konstruktioner, der ikke overholder mindstekravet, selvom kravene til energirammen mv. for den samlede bygning er overholdt.

Vinduer

For vinduer, glasydervægge, ovenlysvinduer og glastage stilles krav til energibalancen, dvs. balancen mellem varmetabet gennem bygningsdelen ved transmission og gevinsten ved solindfald. For vinduer og glasydervægge må energibalancen ikke være mindre end 0 kWh/m² pr. år, det vil sige, der ikke må være et nettovarmetab over året.

Disse krav opfyldes af vinduer med energimærke A. Værdierne bestemmes for et referencevindue med størrelsen 1,23 m x 1,48 m. Tilsvarende krav for ovenlysvinduer, glastage mv. kan findes i BR18. Se desuden Bygningsreglementets vejledning om energiforbrug (Social- og Boligstyrelsen, u.å.), afsnittet ”Energikrav til vinduer, glasydervægge, ovenlysvinduer og glastage”.

Tilbygning og ændret anvendelse

Ved tilbygninger kan man i stedet for at eftervise energirammen vælge blot at opfylde nogle særlige tilbygningskrav til U-værdier og linjetab, der forudsætter, at vinduesarealet højst er 22 % af etagearealet. Alternativt kan man vise, at det dimensionerende varmetab ikke er større, end hvis tilbygningskravene til U-værdier, linjetab og vinduesareal netop var overholdt. Dette kaldes varmetabsrammen og kan fx bruges, hvis vinduesarealet er større end 22 %. Anvendelsen er beskrevet i SBi-anvisning 213: Bygningers energibehov (Aggerholm, 2018). Eksempler på, hvordan varmetabsrammeberegning udføres, kan findes i kvikguiden Energikravene i BR18 (Videncenter for Energibesparelser i Bygninger, 2024).

U-værdikravene til tilbygninger og ændret anvendelse er fastsat sådan, at hvis de overholdes ved et nybyggeri, vil energirammekravet ofte være opfyldt, men der indgår andre forhold i energirammen, fx solindfald, varmeakkumuleringsevne og lufttæthed.

Ombygning

BR18 er også gældende i forbindelse med ombygning, hvor kravene svarer til tilbygningskravene, bortset fra U-værdikravet for ydervægge, som tillader lidt mindre isoleringsevne (højere U-værdi). I SBi-anvisning 272: Anvisning om Bygningsreglement 2018 (de Place Hansen, 2020) er det uddybet, ved hvilke former for renovering og vedligeholdelse kravene skal overholdes, herunder hvornår forbedringer kun skal udføres, hvis de er rentable.

U-værdier og linjetab

I afsnittene for hver bygningsdel (4.2-4.4) angives tre niveauer for U-værdier og linjetab mod tilstødende bygningsdele:

tilbygningskravet, som kan anvendes som vejledende for, hvilken værdi der kan tages udgangspunkt i, når energirammen for nybyggeri skal eftervises
typiske værdier for at kunne overholde kravene til lavenergiklassen uden brug af solceller mv.
mindstekravet, der er den største tilladelige U-værdi af en bygningsdel, uanset om energiramme/varmetabsramme vil kunne opfyldes med en større (dvs. ringere) U-værdi.

U-værdier og linjetab skal bestemmes som beskrevet i DS 418: Beregning af bygningers varmetab (Dansk Standard, 2011). U-værdier bestemt efter standarden kan fx findes med beregningsværktøjet U-værdi, som kan tilgås via www.vif-isolering.dk. Linjetab for mange konstruktioner kan findes i DS 418. U-værdier og linjetab kan ofte også findes i producentvejledninger.

Bemærk, at bygningsreglementet skelner mellem kuldebroer på grund af normale – og uundgåelige – linje- og punkttab og kuldebroer, som giver kondensrisiko. Effekten af normale kuldebroer indregnes blot i varmetabet. Kuldebroer, der giver risiko for kondensdannelse, behandles under ”Egentlige kuldebroer” i afsnit 4.1.2 nedenfor.

4.1.2 Fugtforhold

BR18 stiller krav om, at bygninger skal projekteres, udføres og vedligeholdes, så vand og fugt ikke medfører risiko for personers sundhed eller skader på bygningen. Der stilles også krav til, at bygninger skal sikres mod skadelig akkumulering af fugt som følge af fugttransport fra indeluften, mod indtrængning af vand fra grundvand, overfladevand, regn og smeltevand og mod opsugning af fugt fra undergrunden ved kapillarvirkning. Endvidere stilles krav i forhold til kuldebroer i klimaskærmen, til fugtindholdet i bygningskonstruktioner og -materialer ved indflytning samt til håndtering af tagvand.

I det følgende beskrives de generelle principper for at forebygge fugtskader; den praktiske udmøntning beskrives for de enkelte bygningsdele. Beregninger kan udføres som beskrevet i kapitlet ”Fugtberegninger” i SBi-anvisning 277.

Fugtakkumulering

Det skal sikres, at fugtig indeluft, der måtte trænge gennem tæthedsplanet, ikke kondenserer i de ydre, kolde lag i en bygningsdel, så der sker fugtakkumulering. Dette kan give risiko for dannelse af skimmelsvamp og nedbrydning af organiske materialer. Fugtakkumulering kan også opfugte isoleringen, så isoleringsevnen nedsættes, dog kun i mindre grad, så længe fugten ikke kondenserer i isoleringen. Se også afsnit 2.4.1, ”Varmeledningsevne”.

Akkumulering forebygges bedst ved, at dampdiffusionsmodstanden (Z-værdien) på den varme side af konstruktionsdelen er større end på den kolde side. Traditionelt anbefales en faktor 10 i forskel for boliger, men det er ikke altid nødvendigt. Er forholdet 10:1 ikke overholdt, bør der foretages en nærmere vurdering af kondensrisikoen.

Egentlige kuldebroer

Ved egentlige kuldebroer forstås små områder, hvor den indvendige overfladetemperatur bliver så lav, at der opstår risiko for kondens. Der kan fx være tale om uheldige detaljer omkring vinduer eller langs sokler eller punktformede kuldebroer ved fastgørelser, der gennembryder isoleringslaget.

Sådanne kuldebroer må i henhold til BR18 kun optræde ”i uvæsentligt omfang” og bør så vidt muligt undgås. Det er ikke tilstrækkeligt, at varmetabet gennem kuldebroen er ubetydeligt eller er medregnet i linjetab eller U-værdier.

Skimmelsvamp

Bygningsmaterialer skal indtil ibrugtagningen af bygningen beskyttes mod fugt i tilstrækkeligt omfang til, at der ikke er risiko for vækst af skimmelsvamp, heller ikke ved efterfølgende udtørring af byggefugt.

Opsugning af fugt

Bygningsdele i kontakt med jord skal fugtisoleres mod andre bygningsdele, som regel med en fugtspærre eller et kapillarbrydende lag.

Vandafledning

Tage skal udformes, så der er tilstrækkeligt fald mod tagrende eller nedløbsbrønd. Opstuvning af vand må ikke forårsage, at det kan trænge ind i bygningen.

Facader og tage skal kunne beskytte den øvrige bygning mod vandindtrængning. Som regel benyttes en regnskærm, der fx kan være en let ventileret beklædning eller en skalmur.

Vandbelastningen på sokler og kældervægge bør minimeres ved at sikre, at terrænet falder bort fra bygningen, eventuelt mod et afskærende dræn, hvor terrænforholdene gør det nødvendigt.

4.1.3 Brandforhold

Bygningsreglementet kræver overordnet, at bygninger skal have en tilfredsstillende sikkerhed i tilfælde af brand, og at brandsikkerheden opretholdes i hele bygningens levetid. Dokumentation for, at brandkravene er opfyldt, sker normalt i henhold til Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand (Bolig- og Planstyrelsen 2021a).

I denne SBi-anvisning behandles kun opfyldelse af brandkravene for sædvanligt boligbyggeri ved brug af den nævnte vejledning og dens bilag, de såkaldte præaccepterede løsninger angivet i bilag til (Bolig- og Planstyrelsen, 2021a). De præaccepterede løsninger angiver krav såvel til den tid, som bygningsdelene skal kunne modstå brand, som til materiale klasse og til de ind- og udvendige overfladers brandmæssige egenskaber. Kravene afhænger af bygningens højde, anvendelse mv. Der fokuseres i denne anvisning på enfamiliehuse (herunder rækkehuse) og boligbyggeri, hvor gulv i øverste etage ligger højst 12 m over terræn, svarende til fire-fem etager, afhængigt af etagehøjder og sokkelhøjde.

Bemærk, at hvor der er risiko for brandpåvirkning udefra ved brand i tætliggende nabobygninger eller såkaldt vinkelsmitte, gælder skærpede krav til brandmodstanden fra ydersiden. Det gælder også ved altaner og altangange. Disse krav behandles ikke i denne anvisning.

Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand (Bolig- og Planstyrelsen 2021a) angiver krav beskrevet ved det europæiske brandklassifikationssystem og i de fleste tilfælde også beskrevet i det hidtidige danske klassificeringssystem. De danske klasser anføres, ligesom i vejledningen, i kantede parenteser, [ ], se også TABEL 39. Der er forskelle mellem prøvningsmetoderne i det europæiske og det danske system, så kravene er ikke ens.

De brandmæssige egenskaber dokumenteres generelt gennem produktets eller konstruktionens klassifikation. Klassifikation kan altid ske på basis af brandprøvning. Andre muligheder som fx beregning omtales i det følgende.

Brandmodstandsevne

Brandmodstandsevnen angives som det antal minutter, i hvilke bærende konstruktioner under brand skal bevare tilstrækkelig bæreevne (R – resistance) og adskillende konstruktioner skal bevare deres sammenhæng (E – integrity) og isoleringsevne (I – insulation).

Kravet kan fx være R 60 [Bærende bygningsdel BD 60] for en bærende ydervæg, EI 30 [BD 30] for en ikke-bærende indervæg eller REI 60 [Bærende bygningsdel BD 60] for et etagedæk eller en bærende væg.

Når det europæiske system anvendes, kan brandmodstandstiden i nogle tilfælde beregnes, så prøvning ikke er nødvendig. Det gælder blandt andet for trækonstruktioner, hvor Eurocode EN 1995-1-2 (Dansk Standard, 2007) eller videreudvikling af denne kan benyttes, jf. Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand (Bolig- og Planstyrelsen, 2021b), se vejledningens kapitel 8 ”Eftervisning”, afsnit 8.4.1.5. Beregnede brandmodstandstider for hyppigt anvendte løsninger kan findes i del 7 i TRÆ 78: Træbyggeri i brandklasse 1 og 2 (Lillelund, 2022). Samme sted gengives nogle traditionelt accepterede løsninger, når det danske system anvendes.

Materiale klasse

Krav til materiale klassen skal begrænse mængden af brændbart materiale i konstruktionen.

Når det europæiske system anvendes, kan klassifikationen ofte findes i produktets ydeevnedeklaration (DoP), men det er vigtigt at være opmærksom på, at der oftest er supplerende forudsætninger, især om underlaget, som materialet er prøvet på. I stedet for prøvning kan materiale klassen (reaktion på brand) i mange tilfælde baseres på kommissionsbeslutninger fra EU, såkaldte CWFT (classified without further testing) (EU Commission, 1996).

Når det danske system anvendes, kan nogle traditionelt accepterede materialer findes i fx TRÆ 78 Træbyggeri i brandklasse 1 og 2 (Lillelund, 2022).

De i Danmark mest benyttede klasser fremgår af TABEL 39.

Brandkrav til overflader

For at begrænse røgudvikling og brandspredning er der også brandkrav til overflader.

Når det europæiske klassificeringssystem bruges, angives krav ved både materiale klasse og brandbeskyttelsesevne. For materiale klasse anvendes i Danmark primært klasserne D-s2,d2, B-s1,d0 og A2-s1,d0. For brandbeskyttelsesevne anvendes især klasse K1 10. Overfladekrav angives som en kombination af de to klasser og skrives som fx K1 10 / B-s1,d0, hvor skråstregen skal læses som ’og’.

Specielt for klassificeringen K1 10 af en beklædning (fx plademateriale eller puds) er det vigtigt, at den skal gælde for det aktuelle underlag, hvis densiteten af dette er under 300 kg/m³, hvilket typisk er tilfældet for isoleringsmaterialer. Hvis prøvningen udføres på EPS-isolering, gælder klassificeringen i praksis for alle isoleringsmaterialer. Prøvningen kan også foretages på et andet materiale, men så gælder klassificeringen kun for den materialetype. Hvor intet er angivet i klassificeringen, er pladen prøvet på ’standardunderlag’, der er en spånplade med densitet ca. 680 kg/m³. Dette kan også betegnes som K2 10, idet K2 altid refererer til ’standardunderlag’.

Bemærk, at et krav godt kan være givet som K2, selvom det faktiske underlag er ringere end standardunderlaget. Det optræder fx for brandbeskyttelsessystemer, hvor der i kravet indgår K2 60.

Når det danske system anvendes, kan nogle traditionelt accepterede beklædningsmaterialer findes i fx TRÆ 78 Træbyggeri i brandklasse 1 og 2 (Lillelund, 2022), se betegnelser angivet i [ ] i TABEL 39.

For tage og gulve benyttes andre klasser. De i Danmark mest benyttede klasser fremgår af TABEL 39.

TABEL 39. De i Danmark mest benyttede materiale klasser og overfladekrav. Tilsvarende klasser i det danske system er angivet i [ ].

Materiale klasse	Typiske eksempler
D-s2,d2 [klasse B-materiale] B-s1,d0 [klasse A-materiale] A2-s1,d0 [ubrændbart]	Træ Brandimprægneret træ¹ Mineraluld, beton, gips
Overfladekrav
K1 10 / D-s2,d2 [klasse 2 beklædning] K1 10 / B-s1,d0 [klasse 1 beklædning] BROOF(t2) [klasse T tagdækning] Dfl-s1 [klasse G gulvbelægning]	Træbeklædning Gipsplade Tagpap, cementbaserede plader Trægulv
1. Træet skal være gennembrandimprægneret, når der benyttes præaccepterede løsninger

4.1.4 Lydisolation

Bygningsreglementets konkrete lydkrav til klimaskærmen drejer sig alene om trafikstøj fra veje og jernbaner, som kommer ind gennem ydervægge, vinduer/døre og tag samt eventuelt udeluftventiler. Kravet til lydisolation mod trafikstøj er udtrykt som et maksimalt lydtrykniveau Lden indendørs. Grænseværdien er relateret til den gennemsnitlige årsdøgntrafik og gælder veje og jernbaner hver for sig. Den benyttede formulering af kravet betyder, at lydkrav til klimaskærmen øges med stigende beregnet udendørs trafikstøjniveau Lden. I praksis vil lydniveauet indendørs variere over døgnet og året og vil ikke til ethvert tidspunkt ligge under grænseværdien.

Ved behov for at øge den samlede lydisolation af klimaskærmen for at overholde kravet til det indendørs lydtrykniveau bør der fokuseres på den komponent, som har størst betydning for lydtransmissionen gennem facaden, så der bliver balance mellem komponenternes ydeevne. Det er normalt vinduerne, der har størst betydning, også i lette konstruktioner.

Lydisolation mod trafikstøj behandles ikke yderligere i denne SBi-anvisning, men eksempler på konstruktionsløsninger og lydisolationsdata for ydervægge/tag og øvrige facadekomponenter er beskrevet i SBi-anvisning 244, Lydisolering af klimaskærmen (Rasmussen & Petersen, 2013), som også indeholder beregningseksempler.

Eventuelt behov for hensyntagen til anden udefrakommende støj, fx flytrafik, behandles ikke.

4.1.5 Bæreevne

Alle bygningsdele i klimaskærmen skal kunne optage og videreføre de laster, de påvirkes af, hvilket kræver fastholdelse til andre bygningsdele.

Ved udformning af bygningskomponenter og især samlingsdetaljer mellem dem er det vigtigt at være opmærksom på, at opfyldelse af bæreevnekrav kan give anledning til væsentlige kuldebroer, hvis ikke man er opmærksom på bæreevnekravene fra starten.

De laster, en konstruktion skal kunne optage, opdeles i egenlast, naturlaster og nyttelast. De fleste laster er nedadrettede, og det er normalt simpelt at fastlægge, hvordan disse føres videre til de underliggende bygningsdele. Men vindlast, både vandret og lodret, giver koncentrerede lodrette reaktioner, der kan virke både opadrettet og nedadrettet. Opadrettet last kan kræve forankringer af vægender til fundamentet, og nedadrettet last vil kræve en vis søjlebæreevne ved vægender. Den koncentrerede nedadrettede reaktion skal også kunne optages lokalt af fundamentet.

Emnet behandles ikke nærmere i denne anvisning, men for hver bygningsdel omtales nogle primære forhold vedrørende bæreevne. Ved udformning af samlingsdetaljer skal man være opmærksom på, at de laster, der skal føres gennem detaljen, kan overføres til andre bygningsdele. For småhuse behandles løsninger i SBi-anvisning 254 (Cornelius, 2015) og TRÆ 56 (Munch-Andersen, 2024).

Alle konstruktionsdele skal desuden kunne modstå de lokale mekaniske påvirkninger, de normalt udsættes for, især stødpåvirkninger og last fra ophængt inventar. Påvirkningerne er meget forskellige for de forskellige bygningsdele.

4.1.6 Føringsveje for installationer

Ved projekteringen er det væsentligt, at føringsveje for installationer er planlagt, så tæthedsplanet brydes færrest muligt gange. Især overgangen mellem bygningsdele skal planlægges.

4.2 Ydervægge

4.2.1 Funktionskrav

Ved valg af løsninger til ydervæg skal følgende forhold vurderes:

Varmetab
Fugtforhold
Brandforhold
Lydisolation
Bæreevne
Føringsveje for installationer.

Vægtyper

I afsnit 4.2.1 behandles generelle forhold for alle typer ydervægge og i de efterfølgende afsnit specifikke forhold med udgangspunkt i følgende vægtyper:

Skeletvægge med pladebeklædninger og regnskærm (afsnit 4.2.2)
Hule mure, herunder kombinationsvægge (afsnit 4.2.3)
Tunge bagvægge med let beklædning (afsnit 4.2.4).

Varmetab

Den nødvendige U-værdi fastlægges ved en energirammeberegning, se afsnit 4.1.1. Ofte vil energirammekravene i BR18 være opfyldt ved en U-værdi omkring 0,15 W/(m²⋅K). Dette svarer til kravet for tilbygninger, mens opfyldelse af den frivillige lavenergiklasse vil kræve en U-værdi omkring 0,10 W/(m²⋅K), se også TABEL 40.

Ved beregning af U-værdien skal der tages hensyn til eventuel reduceret isoleringstykkelse ved fx vinduesfalse og ud for dæk. For skeletvægge skal der også korrigeres for varmetab gennem skelettet, se afsnit 4.2.2 ”Skeletvæg”.

Ved sammenbygning med vinduer, døre, tag og sokkel skal det desuden sikres, at linjetabet ikke er for stort. Opfyldelse af tilbygningskravene til linjetab i TABEL 40 vil typisk også sikre, at energirammekravene i BR18 er overholdt.

Hvor der er egentlige kuldebroer, skal det vurderes, om overfladetemperaturen kan blive så lav, at der er risiko for kondens og dermed skimmeldannelse, se ”Egentlige kuldebroer” i afsnit 4.1.2 ovenfor.

TABEL 40. Typiske U-værdier og linjetab for ydervægge

	Tilbygningskrav¹⁾	Lavenergiklasse²⁾	Mindstekrav³⁾
U-værdi for ydervæg, W/(m² K)	0,15	0,10	0,30
Linjetab ved vinduer, W/(m K)	0,03	0,00	0,06
Linjetab langs fundament, W/(m K)	0,12	0,08	0,40
Noter: Opfyldelse af energirammen for nybyggeri vil normalt kræve værdier nær ved tilbygningskravene. Opfyldelse af kravene til lavenergiklasse skønnes at forudsætte værdier nær de angivne. Kan reelt kun anvendes for mindre områder, da energirammen ellers ikke kan overholdes.

Fugtforhold

Opbygningen af ydervæggens yderside skal sikre, at regnvand ledes bort og ikke trænger ind i konstruktionen, heller ikke slagregn, altså nedbør ved samtidig vindpåvirkning. Påvirkningen af slagregn afhænger især af udhængets størrelse, bygningshøjden og eksponeringen for vind. Enfamiliehuse ligger ofte relativt beskyttet for slagregn. Bygninger, der er særligt eksponerede for vind, vil få større slagregnspåvirkning end bygninger, der ligger i læ af andre, se Bygninger med udsat beliggenhed – klimaskærmens tæthed mod vind, slagregn og fygesne (Byg-Erfa, 2009).

Utætheder i klimaskærmen viser sig indefra ofte som vandindtrængning omkring vinduerne. Dette skyldes ofte utætheder andre steder i klimaskærmen, idet vand, der er trængt ind et sted, kan løbe i isoleringslaget, før det finder ind gennem de utætheder, der ofte er i det indvendige tæthedsplan omkring vinduer.

Det skal sikres, at fugt fra indeluft, der trænger ud gennem væggens inderside, ventileres bort, så den ikke skader konstruktionen.

Fugtforhold behandles nærmere for hver type vægkonstruktion.

Brandforhold

Brandforhold behandles separat for skeletvægge (afsnit 4.2.2), hule mure (afsnit 4.2.3) og massive bagvægge med let beklædning (afsnit 4.2.4).

Lydisolation

Se afsnit 4.1.4 ”Lydisolation”.

Bæreevne

Væsentlige karakteristika vedrørende bæreevnen behandles separat for skeletvægge (afsnit 4.2.2), hule mure (afsnit 4.2.3) og massive bagvægge med let beklædning (afsnit 4.2.4). Se i øvrigt afsnit 4.1.5 ”Bæreevne”.

4.2.2 Skeletvæg

Skeletvægge er opbygget med et skelet af træstolper eller stålprofiler, som er beklædt på begge sider, og hvor hulrummet er udfyldt med isolering. Ydersiden beskyttes af en ventileret regnskærm.

FIGUR 36 viser et udsnit af en typisk træskeletvæg med massive stolper af 45 mm konstruktionstræ pr. 600 mm og dampspærre beskyttet af lodret lægtepåforing. Installationer kan så føres inden for dampspærren.

FIGUR 37 viser en tilsvarende væg udført med slidsede tyndpladeprofiler.

FIGUR 36. Træskeletvæg med dampspærre, lodret lægtepåforing og regnskærm af plader. Vinduesfals er vist med inddækning i metal.

FIGUR 37. Stålskeletvæg med dampspærre, vandret påforing med Z-profiler og regnskærm af plader.

FIGUR 38. Træskeletvæg uden dampspærre med regnskærm af brædder og indvendig beklædning af puds.

FIGUR 38 viser et træskelet med puds direkte på isoleringens indvendige side. Isoleringsmaterialet skal være i stand til at bære pudsen. Det kan være isoleringsmateriale i pladeform eller halmisolering beskyttet med lerpuds (Munch-Andersen & Andersen, 2004). Det er vigtigt, at pudsen er lufttæt, så gennemføring af installationer bør undgås.

Udvendigt er vist en traditionel let beklædning med vindspærre. Vindspærren skal have meget lav Z-værdi, og der er særlige brandkrav til den pga. den brændbare isolering, se ”Brandkrav til udvendige overflader” i afsnit 4.3.2.

U-værdi og linjetab

Ved bestemmelse af U-værdien for skeletvægge skal der tages hensyn til stolpernes bidrag til varmetabet som beskrevet i det følgende.

Når vinduerne placeres hensigtsmæssigt, gerne så rudetykkelsen ligger inden for væggens isoleringstykkelse som i figur 36, kan der ses bort fra linjetabet omkring almindelige vinduer. Dette gælder ikke langs underkanten af døre og vinduer ført til gulv. Altaner kan også give anledning til linje- eller punkttab, afhængigt af konstruktionen. Disse tab behandles ikke yderligere her.

Massive træstolper

Med massive træstolper som i FIGUR 36 er den todimensionale varmestrøm omkring stolperne lille. Den korrigerede U-værdi for væggen kan derfor bestemmes ved at vægte træets λ-værdi (varmeledningsevne) med træandelen i isoleringslaget og isoleringens λ-værdi med isoleringsandelen. Det giver samme resultat som den mere komplicerede formel i DS 418 (Dansk Standard, 2011). Det afspejler, at der ikke er nogen reel fordel ved krydslægtning, se også afsnittet ”Påforing”. Krydslægtning kan dog være nødvendigt af udførelseshensyn, se afsnittet ”Pladsbyggeri”.

Træandelen kan bestemmes ved at beregne arealet af træ pr. stolpeafstand. Det er summen af arealerne af stolperne, topremmen og bundremmen, set udefra. Hvis træets tykkelse er 45 mm, etagehøjden er 2700 mm, og stolpeafstanden er 600 mm, er der pr. stolpeafstand et stk. 45 x 2700 og to stk. 45 x 600 mm, så træarealet pr. 600 mm er 0,045 m · (2,7 + 0,6 + 0,6) m = 0,176 m². Det samlede areal er 0,6 m· 2,7 m = 1,62 m², så træandelen bliver 0,176 m² / 1,62 m² = 0,108 (10,8 %). Da der altid er ekstra træstykker ved vinduer og i hjørner, er træandelen i praksis ofte omkring 0,12 (12 %).

For almindeligt konstruktionstræ kan anvendes λ_træ,d = 0,12 W/(m⋅K), svarende til densiteten 450 kg/m³, jf. DS 418.

FIGUR 39 viser U-værdien af skeletvægge som funktion af λ_ef og TABEL 41 angiver den vægtede λ_ef for lag sammensat af træ og isolering for forskellige kombinationer af træandel og λ-værdi for isoleringen.

FIGUR 39. U-værdi for træskeletvægge afhængigt af isoleringstykkelsen og den effektive varmeledningsevne (λ), λ_ef. Overgangsmodstande samt bidrag fra beklædninger er sat til R = 0,036 m²K/W. λ_ef som funktion af træandel og λ_iso er givet i TABEL 41.

TABEL 41. λ_ef som funktion af isoleringens λ-værdi, λ_iso,d og træandel, når λ_træ,d = 0,12 W/(m²K)

	Træandel
λ_iso,d, W/(m²K)	8 %	12 %	16 %	20 %
0,025	0,0326	0,0364	0,0402	0,0440
0,030	0,0372	0,0408	0,0444	0,0480
0,035	0,0418	0,0452	0,0486	0,0520
0,040	0,0464	0,0496	0,0528	0,0560
0,045	0,0510	0,0540	0,0570	0,0600
0,050	0,0556	0,0584	0,0612	0,0640

I-bjælker af træmaterialer

Når de massive træstolper i figur 36 erstattes af I-bjælker af træbaserede materialer og andre produkter med reduceret materialeforbrug, forbedres den effektive λ-værdi i forhold til at anvende massive træstolper, fordi træandelen er mindre. Den todimensionale varmestrøm omkring stolperne er fortsat så lille, at det er tilstrækkeligt at vægte λ-værdierne for træ og isolering efter volumenandele.

Stålprofiler

Ved stolper af tyndpladestålprofiler som i figur 37 skal der altid tages hensyn til den todimensionale varmestrøm, også selvom der anvendes slidsede profiler og krydslægtning. Her medvirker krydslægtning til at reducere varmetabet væsentligt og anvendes altid i praksis, også af montagehensyn. Især langs bundremmen kan der være kondensrisiko, da stålprofilerne er gennemgående og skaber en ekstra kuldebro i området.

Påforing

Dampspærre eller lufttæt lag nær væggens inderside bør beskyttes af et lag med isolering og påforede lægter, som vist i figur 36 og figur 37, så installationer kan føres inden for dampspærren. I boliger kan op til en tredjedel af væggens samlede isolans anbringes inden for dampspærren uden nærmere vurdering (Brandt et al., 2022a).

For et træbaseret skelet som i figur 36 anbefales lodret lægtepåforing fremfor krydslægtning af følgende grunde:

U-værdien er marginalt større (dvs. ringere isoleringsevne) ved krydslægtning, fordi træandelen øges.
Pladebeklædning udføres bedst på lodret underlag, hvilket også øger væggens bæreevne og stivhed.
Lodret påforing tillader, at installationer kan føres vandret, fordi der nemt kan udspares i påforingen.

Dampspærren fungerer som lufttæt lag, der sikrer mod luftspalter på tværs af hele isoleringen, hvis dampspærren er placeret inde i isoleringen. I modsat fald bør der isoleres i to lag med forskudte samlinger.

Ved stålskelet som i figur 37 anvendes som nævnt vandret påforing med Z-profiler. De fås med udsparinger, der tillader, at installationer kan føres i lodret retning uden sammentrykning af isoleringen.

Hvis der ikke er behov for at føre installationer i væggen, kan påforingen eventuelt undværes. Her skal der så tages hensyn til risikoen for gennemgående luftspalter ved at forhøje U-værdien med 0,01 W/(m²⋅K), jf. Anneks A i DS 418. En dampspærre bør i så fald beskyttes ved at placere den mellem to pladelag. Fastgørelse af inventar i væggen vil så kun give små huller i dampspærren. Ved senere nedtagning af inventar er det tilstrækkeligt at sikre lufttætheden ved spartling af hullet.

Pladsbyggeri

Hvis skelettet opbygges på byggepladsen fremfor at blive leveret som elementer, må der af arbejdsmiljøhensyn kun bruges 900 mm brede gipsplader til beklædning. Dette nødvendiggør vandret lægtepåforing som underlag. Skeletvægge er velegnede til afstivning af bygningen, se ”Bæreevne” nedenfor.

Fugtforhold

Dampspærre

For at undgå, at varm og fugtig luft kan trænge ud i væggen, er det vigtigt at sikre lufttæthed nær væggens inderside, så der ikke sker fugttransport ved konvektion gennem utætheder. Dette kan ske ved at montere en dampspærre, som også sikrer mod diffusion. Men konvektion gennem utætheder kan flytte meget mere fugt, end diffusion gennem materialer kan.

Dampspærren er derfor kun effektiv, hvis alle samlinger er lufttætte. Lufttætte samlinger kan sikres ved anvendelse af fast underlag for samlinger med 50 mm overlæg og klæbede løsninger, se SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – Bygningsdele (Brandt et al., 2013), og Dampspærrer – monteringsdetaljer (Byg-Erfa, 2023). Et diffusionstæt isoleringsmateriale kan også fungere som dampspærre, men det skal så sikres, at samlinger er lufttætte.

Kondens og skadelig fugtakkumulering i ydervægge kan forebygges, hvis der indvendigt anvendes en tæt dampspærre med en Z-værdi, der er 10 gange højere end vindspærren på den udvendige side. Det anbefales desuden at anvende en vindspærre med Z ≤ 3 GPa (m² s)/kg, da det nedsætter følsomheden, hvis der optræder konvektion.

Overholdes disse Z-værdier ikke, bør der foretages en nærmere analyse af kondensrisikoen, se afsnittet ”Fugtakkumulering”.

Uden dampspærre

Hvis der ikke anvendes dampspærre, skal konstruktionens lufttæthed sikres på anden vis, typisk ved tætning af samlinger mellem pladerne i den indvendige beklædning. En anden mulighed er at erstatte dampspærren i figur 36 med et andet lufttæt lag på samme sted. Om det er forsvarligt at udelade dampspærre, må vurderes i det enkelte tilfælde. Det afhænger især af vindspærrens Z-værdi, se også SBi-anvisning 277.

Det skal bemærkes, at nyere forskning om udeladelse af dampspærre i lofter, se afsnit 4.4 ”Tage”, ikke kan overføres direkte til vægge, da der i lofter ikke er nogen vindspærre på ydersiden (den kolde side) af isoleringen, samtidig med at skorstenseffekten er større.

Vindspærre

Der er behov for vindtæt afdækning ved ydersiden af ydervægge for at undgå luftstrømning i isoleringslaget, som vil reducere isoleringsevnen. Vindspærren skal som nævnt under ”Fugtakkumulering” i afsnit 4.1.2, ”Fugtforhold”, have en passende lille Z-værdi i forhold til det lufttætte lag ved indersiden af væggen.

Bemærk, at der er stor forskel på OSB-pladers dampdiffusionsmodstand. Ved vurdering af, om Z-værdien er tilstrækkelig lav for den aktuelle brug, er det vigtigt at sikre sig, at Z-værdien angivet i ydeevneerklæringen (DoP) er den faktiske værdi. Det må ikke blot være standardværdien angivet i den harmoniserede standard for træplader, EN 13986+A1 (Dansk Standard, 2015b).

Når en tæt, men velventileret regnskærm anvendes, er kravene til vindspærrens holdbarhed beskedne. Ved lille tæthed eller ringe ventilation, især i kombination med særlig eksponering for vind, bør vindspærren være skimmelresistent, da den relative luftfugtighed i det ventilerede hulrum kan være høj. En vindspærre af uorganisk materiale bør derfor foretrækkes, da der ellers er risiko for skimmelsvampevækst.

Vedrørende udsat beliggenhed se Bygninger med udsat beliggenhed – klimaskærmens tæthed mod vind, slagregn og fygesne (Byg-Erfa, 2009).

Regnskærm

Lette konstruktioner bør altid udføres med ventileret regnskærm for at sikre såkaldt to-trinstætning, hvor regnskærmen er første trin, og vindspærren er andet trin. Det meste vand afledes direkte af regnskærmen, og den slagregn, der trænger gennem regnskærmen, vil blive bremset, så den hovedsageligt løber ned ad regnskærmens bagside.

Regnskærmen bør være så tæt, at det kun er ved særlig hård påvirkning, at regnvand vil nå ind til vindspærren. En tæt regnskærm kan opnås ved, at der er underlag for alle lodrette stød, se figur 36, og at vandrette stød udføres med overlæg, fx som i figur 38. Ved pladebeklædning kan anvendes vandafledningsprofiler af metal i de vandrette stød.

En hyppig årsag til vandindtrængning i lette facader er, at pladebeklædningen er udført uden vandafledningsprofiler i de vandrette stød, med perforerede plader eller med vandrette eller lodrette lameller. Disse beklædninger vil give en betydelig større vandpåvirkning af vindspærren end en tæt regnskærm og dermed stor risiko for vandindtrængning og deraf følgende nedbrydning af hovedkonstruktionen.

Omkring vinduer og døre bør der altid etableres en ramme i skelettet, som giver et veldefineret vindueshul, hvori det er nemt at fastgøre og tætne vinduet korrekt, og senere også at udskifte det.

Regnskærmen skal i vinduesfalsen føres ind til vinduet, så regnvand afledes til sålbænken under vinduet. Det kan fx ske som vist på FIGUR 36, hvor tilsætning er monteret uden på sålbænkens opkant.

Skalmur

Skeletvægge kan også skalmures. Der bør være et drænet hulrum på mindst 30 mm mellem skalmur og isolering, så indtrængende slagregn ikke opfugter isoleringen og dermed også skeletkonstruktionen.

Skalmurede skeletvægge kan med fordel udføres med en beskyttet vindspærre, hvor vandafvisende og diffusionsåben isolering i pladeform, fx mineraluld beregnet til hulmursisolering, placeres som beskyttelse uden for vindspærren, se FIGUR 40. Dette princip muliggør anvendelse af vindspærre af organisk materiale, da den beskyttede placering betyder, at dens temperatur bliver højere. Der kan også anvendes organisk isoleringsmateriale i træskelettet. Endvidere muliggøres anvendelse af sædvanlige trådbindere, da binderne bliver længere og derfor giver mindre modstand mod differensbevægelser mellem skalmur og skeletvæg. Fordelene er beskrevet i Skalmurede træskeletvægge (Byg-Erfa, 2022a). Da luftskiftet i hulrummet er beskedent, er der ikke risiko for gennemblæsning.

Er vindspærren ikke beskyttet af isolering, bør den være af et fugtbestandigt materiale, hulrummet bør øges til 50 mm, og der skal benyttes bindere, der kan optage lodrette differensbevægelser.

Vedrørende tætheden af skalmuren gælder det samme som beskrevet for skalmure sammen med tunge bagvægge, se ”Fugtforhold” i afsnit 4.2.3.

FIGUR 40. Skalmuret træskeletvæg med vindspærre af organisk materiale, som beskyttes af mindst 75 mm mineraluld. Hulrummet bag skalmuren kan dermed nedsættes til 30 mm mod normalt 50 mm.

Brandforhold

Kun boligbyggeri, hvor gulvet i øverste etage er højst 12 m over terræn (op til fem etager), behandles i denne anvisning, jf. afsnit 4.1.3. Det sker med anvendelse af bygningsreglementets præaccepterede løsninger.

Brandmodstand for enfamiliehus, etageejendom med to etager og øverste etage i etageejendom

Kravet til brandmodstand af bærende vægge kan for enfamiliehuse og den øverste etage i etageboligbyggeri opfyldes af bygningsdele, der er klasse R 30 [BD bygningsdel 30]. Dog gælder der skærpede krav for enfamiliehuse i mere end to etager og med et areal større end 150 m².

Er gulvet i øverste etage højst 5,1 m over terræn (etageejendom i to etager), kan kravet i stueetagen opfyldes af ydervægge, der er bygningsdel klasse R 60 [BD bygningsdel 60].

For skeletvægge anvendes i praksis indvendige beklædninger, der sikrer, at også kravet til EI 30 henholdsvis EI 60 opfyldes. Dette, fordi træskelettets sider skal beskyttes mod brand for at opnå den ønskede brandmodstand, når der benyttes sædvanlige 45 mm stolper. Den nødvendige beklædningstykkelse afhænger, foruden beklædningens egenskaber, af, om isoleringen kan anses for at være fastholdt, når beklædningen på den brandeksponerede side bortfalder, så isoleringen fortsat kan beskytte siderne af skelettet. Er isoleringen ikke fastholdt, må beklædningen på den eksponerede side først bortfalde, kort tid før den krævede brandmodstandstid er nået. Fastholdelse er kun muligt ved isolering i pladeform. Løsninger kan fx findes i TRÆ 78 Træbyggeri i brandklasse 1 og 2 (Lillelund, 2022).

Brandmodstand, tre til fem etager

Kravet til brandmodstand for bygninger, hvor afstanden fra terræn til overside gulv i øverste etage er højst 12 m, er beskrevet i Bygningsreglements vejledning til kap 5 – Brand, kapitel 3 Bærende konstruktioner (Bolig- og Planstyrelsen, 2021a). Grænsen på 12 m giver mulighed for op til fem etager, forudsat etagehøjden ikke er for stor.

Kravet kan opfyldes af bygningsdele, der er klasse R 60 / A2-s1,d0 [BS-bygningsdel 60], fx et gipspladebeklædt stålskelet med mineraluldsisolering.

Hvis der anvendes bærende trækonstruktioner, fx skeletkonstruktioner eller søjle-/bjælkesystemer, hvor den eksponerede træoverflade efter svigt af beklædning udgør mindre end 20 % af væg- og loftoverfladen, kan anvendes konstruktioner, der opfylder R 60 / D-s2,d2 [BD 60, klasse B-materiale]. Den eksponerede overflade kan begrænses ved at fastholde isoleringen, så siderne af træet i skelettet beskyttes efter bortfald af beklædningen. Isoleringen skal mindst være materiale klasse B-s1,d0 [klasse A-materiale].

Det skal eftervises, at restbæreevnen af den bærende trækonstruktion efter 60 minutters brand er tilstrækkelig, eventuelt med hjælp fra et brandbeskyttelsessystem. Hvis de bærende trækonstruktioners eksponerede overflade efter 60 minutters brand ikke overstiger 20 % af den samlede væg- og loftoverflade i rummet (inkl. vinduer og døre), kan der på de øvrige brandeksponerede overflader i rummet blot benyttes mindst beklædning klasse K1 10 / B-s1,d0.

Hvis trækonstruktionen udgør mere end 20 % af overfladen efter bortfald af beklædning inden 60 minutter, kan der suppleres med automatisk sprinkling eller med ekstra beklædning, fx K2 60, A2-s1,d0 beklædningssystem. Dette kan ofte opnås med to lag 15 mm brandgips, men isoleringen skal fortsat være mindst materiale klasse B-s1,d0 [klasse A-materiale]. Dette gælder p.t. (marts 2024) ikke for vægge af CLT (krydslamineret massivt træ); der henvises til Bygningsreglements vejledning til kap 5 – Brand, kapitel 3 Bærende konstruktioner (Bolig- og Planstyrelsen, 2021a).

Isolering ringere end materiale klasse B-s1,d0 kan således ikke bruges til bærende bygningsdele af træ i bygninger over to etager ved anvendelse af bygningsreglementets præaccepterede løsninger.

Brandkrav til indvendige overflader

Indvendige vægoverflader i boliger kan være beklædning klasse K1 10 / D-s2,d2 [klasse 2-beklædning], når der anvendes isolering mindst klasse D-s2,d2 [klasse B-materiale]. Det kan normalt opnås med træbaseret beklædning, men der skal som altid foreligge dokumentation for, at den aktuelle kombination af beklædning og isoleringsmaterialer overholder kravet. Ved anvendelse af isoleringsmaterialer med lavere brandklassificering skal beklædningen være mindst klasse K1 10 / B-s1,d0 [klasse 1-beklædning], hvilket normalt kan opnås med gipsplader.

Brandkrav til udvendige overflader

For enfamiliehuse kan krav til udvendig overflade opfyldes på to principielt forskellige måder. Dog gælder der skærpede krav for enfamiliehuse i mere end to etager og med et areal større end 150 m².

En mulighed er at anvende en ventileret regnskærm af materiale klasse D-s2,d2 [Klasse B-materiale], når regnskærmen opsættes udenpå beklædning i form af vindspærre klasse K1 10 / B-s1,d0 [Klasse 1-beklædning]. Regnskærmen kan fx være en træfacade i kombination med en vindspærre af cementbaseret plade, forudsat at der foreligger dokumentation for, at den aktuelle materialekombination overholder kravet.

Alternativt kan for enfamiliehuse anvendes ’udvendig overflade klasse D-s2,d2’. Dette krav kan i henhold til Brandteknisk klassifikation (DBI, 2014) opfyldes med regnskærm, der er klasse D-s1,d0 for aktuelt ventileret hulrum og vindspærre. Tilsvarende skal vindspærren være klasse D-s2,d2 for aktuelt isoleringsmateriale. Endelig skal isoleringsmaterialet være klasse D-s2,d2 for den aktuelle anvendelse, herunder densitet. Muligheden benyttes sjældent, men muliggør anvendelse af en ventileret regnskærm af træ, vindspærre af træplade og cellulosebaseret isolering, når ovennævnte krav kan påvises at være opfyldt. Det kan ske for ét lag ad gangen, så brandprøvningen er simplere og mere generel end at prøve hele konstruktionen.

Ved bygninger med op til fem etager kan kravene opfyldes med vindspærre klasse K1 10 / B-s1,d0 [klasse 1-beklædning], men med regnskærm af materiale klasse B-s2,d0 [klasse A-materiale]. Bemærk, at op til 20 % af regnskærmen kan udføres af materiale klasse D-s2,d2 [klasse B-materiale] med visse betingelser for, hvor det placeres i forhold til vinduer, se Præaccepterede løsninger i bilag til (Bolig- og planstyrelsen, 2021). Det muliggør anvendelse af træbeklædning uden brandimprægnering på dele af overfladen.

Regnskærmens ophængningssystem kan udføres med afstandslister af træ, hvis den eksponerede træoverflade er højst 10 % af hulrummets overflade. Det tillader i praksis, at kanterne af afstandslister er ubeskyttede, mens fladerne skal være beskyttet af henholdsvis vindspærre og regnskærm. Det opfyldes oftest, når beklædningen kan opsættes direkte på sædvanlige 22 mm lodrette afstandslister, fx regnskærm af plade eller vandrette brædder, hvor bagsiden ligger an mod afstandslisten. I andre tilfælde er der normalt behov for at udføre ophængningssystemet af brandimprægneret træ eller et system i metal.

Bæreevne

Skeletvægge har generelt stor bæreevne, samtidig med at egenlasten er beskeden. En træstolpe med tværsnittet 45 x 145 mm og højden 3 m kan – når den fastholdes af pladebeklædning i den svage retning – optage en regningsmæssig lodret last på omkring 30 kN, lidt afhængigt af den vandrette vindlast og varigheden af den lodrette last.

Beregning af skivebæreevnen er beskrevet i TRÆ 60: Træplader (Adelhøj, Munch-Andersen og Johansen, 2012) og Beregning af trækonstruktioner (Munch-Andersen, 2023).

Væggens evne til at optage lokale påvirkninger afhænger meget af den pladetype, der anvendes til beklædningen, og hvor den understøttes.

Hvis der indvendigt kun anvendes ét lag beklædning, bør det være en pladetype, der er mere robust end 13 mm gipskarton, fx fibergips eller en træplade. Ophængning af inventar vil så heller ikke være noget styrkemæssigt problem.

Føringsveje for installationer

Det er vigtigt, at føringsveje for skjulte installationer er planlagt omhyggeligt, da det ellers vil gå ud over lufttætheden. Når der anvendes en påforing inden for dampspærren som vist i figur 36, kan de fleste installationer føres uden at gennembryde dampspærren, og samtidig elimineres risikoen for, at dampspærren ødelægges ved ophængning af inventar.

Anvendes en anden form for lufttæt lag end en dampspærre, bør der fortsat anvendes påforing inden for det lufttætte lag.

Ved anvendelse af løsfyldsisolering er det vanskeligt at anvende påforing, så der er behov for lufttætte installationer.

4.2.3 Hule mure

Ved hule mure forstås ydervægge med to vanger af tunge materialer, hvor hulrummet er udfyldt med et isoleringsmateriale, og hvor den udvendige vange samtidig fungerer som regnskærm, se figur 41.

Den indvendige vange, bagvæggen, kan være af murværk, betonelementer, helvægselementer af letklinkerbeton eller porebetonelementer. Murværk kan foruden traditionelle mursten være opført af blokke.

Den udvendige vange, formuren, er typisk en skalmur af teglsten, der kun bærer sin egen vægt og overfører vindlasten til bagmuren.

Når bagvæggen er af 100 mm porebeton eller halvstens murværk, benyttes formuren til at afstive bagvæggen, og systemet kaldes en kombinationsvæg. Øvrige typer bagvægge har normalt ikke behov for denne afstivning.

Vangerne holdes sammen med bindere af rustfrit stål, både for at forebygge korrosion, og fordi varmeledningsevnen af rustfrit stål kun er ca. 30 % af almindeligt stål, hvorved kuldebroerne reduceres til at være uvæsentlige.

Mulige udformninger af vinduesfalse er vist i figur 42.

Tunge bagvægge med let beklædning behandles i afsnit 4.2.4.

FIGUR 41. Typisk hul mur med formur af teglsten og bagvæg af beton eller letbeton.

U-værdi

Ved bestemmelse af U-værdien for hule mure skal der tages hensyn til ekstra varmetab som følge af:

Reduceret isoleringstykkelse i vinduesfalse og andre forstærkninger for at øge væggens bæreevne. Der vil typisk være mellem 0,6 m og 1 m vinduesfals pr. m² ydervæg.
Det todimensionale tab ved spring i isoleringstykkelse bør for bagvæg af betonelementer medtages i linjetabet (Ψ) omkring vinduer. Uanset at der jf. DS 418 kan ses bort fra linjetab mindre end Ψ = 0,02 W/(m⋅K), er bidraget for betonelementer ikke forsvindende med dagens isoleringsniveau. For bagvæg af porebeton og letklinkerbeton er det todimensionelle tab forsvindende.
Linjetab langs underkant af døre og vinduer ført til gulv, der ofte er betydeligt.
Linje- og punkttab ved altanfastgørelse.
Punkttab gennem binderne og andre fastgørelser. Tabet gennem almindelige trådbindere af rustfrit stål vil i praksis være forsvindende.
Gennemgående luftspalter i isoleringslaget.

I figur 43 er vist effektive U-værdier for tunge vægge med formur og bagvæg af porebeton eller letklinkerbeton. Der vises kurver for forskellige λ-værdier. For hver værdi vises U-værdien, når der ikke er nogen fals (dvs.100 % falsisolering), samt hvis tykkelsen af falsisoleringen er 30 % af isoleringstykkelsen i hulmuren, og falsarealet (= falsbredden x vinduesomkredsen) er 10 % af ydervægsarealet, se figur 42. Når falsen er 100 mm bred, svarer 10 % falsareal til 1 m vinduesfals pr. m² ydervæg (ekskl. vinduer). Der kan korrigeres til en anden tykkelse falsisolering og mindre falsareal som angivet under hver delfigur.

Forskellen på nødvendig isoleringstykkelse for porebeton og letklinkerbeton skyldes, at porebetonen i sig selv isolerer bedre end letklinkerbeton, hvilket især har betydning, når der er fals.

Kurverne for letklinkerbeton kan med god nøjagtighed også anvendes for murede bagvægge og for betonbagvægge med false i letklinkerbeton. False i beton vil give en meget stor forøgelse af væggens effektive U-værdi.

FIGUR 42. Vindue i hulmur. Øverst vises en traditionel vinduesfals udført i samme materiale som bagvæggen. Vinduets karm skal være dyb nok til at kunne dække falsisoleringen, samtidig med at vinduet kan fastgøres, og der kan fuges korrekt indvendigt og udvendigt. Nederst er der indsat en træplanke til at fastholde vinduet, se Vinduesmontering i skalmure (Byg-Erfa, 2020). Når der er isolering mellem træ og formur, kan der ses bort fra træets reduktion af ydervæggens U-værdi, svarende til 100 % falsisolering.

FIGUR 43. Effektiv U-værdi som funktion af isoleringstykkelsen ved isoleringsklasse 30, 37 og 45, når isoleringstykkelsen i falsen er 100 % af normalisoleringen (ingen fals), samt når isoleringstykkelsen i falsen er 30 % og arealet af vinduesfalsene udgør 10 % af facadearealet, ekskl. vinduesarealet. For andre forhold kan korrigeres som anført under delfigurerne.

Bagvæg af porebeton. Bidrag fra overgangsmodstande og konstruktionsmaterialer er sat til R = 0,91 m²K/W. For andre forhold end de viste kan korrigeres som følger: Ved 6 % falsareal i stedet for 10 % reduceres U-værdien med 3,5 %. Ved falsisolering på 55 % af isoleringstykkelsen i hulmuren gælder middelværdien af 30 % og ingen fals (100 % falsisolering).
Bagvæg af letklinkerbeton. Bidrag fra overgangsmodstande og konstruktionsmaterialer er sat til R = 0,47 m²K/W. For andre forhold end de viste kan korrigeres som følger: Ved 6 % falsareal i stedet for 10 % reduceres U-værdien med 5 %. Ved falsisolering på 50 % af isoleringstykkelsen i hulmuren gælder middelværdien af 30 % og ingen fals.

Fugtforhold

Erfaringsmæssigt opstår der ikke fugtproblemer i hule mure, hverken som følge af, at fugt indefra trænger ud i isoleringen, eller af, at indtrængende slagregn opfugter isoleringen, så længe indtrængende vand ledes ud ved hjælp af korrekt indbygget fugtspærre på fundamentet, se figur 45. Dette, selvom hulrummet efter dansk praksis er helt udfyldt med isolering. Kondens skal dog forebygges ved, at bagvæggen er lufttæt, hvilket for porebeton og letklinkerbeton kræver, at overfladen er fuldspartlet, også bag fodpaneler mv.

Især ved udsat beliggenhed er det vigtigt, at studsfuger i murværket er helt fyldte, da der ellers er stor risiko for, at store mængder slagregn trænger gennem formuren. Sikring af tætheden er beskrevet i Fugtspærrer og vandindtrængning i murværk (Byg-Erfa, 2013). Hvis væggen påvirkes af slagregn, frarådes det at efterisolere med isolering baseret på biomasse, fx papirisolering og hørisolering.

Åbne studsfuger i det nederste skifte kan i praksis ikke medvirke til bortledning af vand, der løber ned ad formurens inderside, da åbningerne ofte er blokeret af nedfalden mørtel. Reelt ledes vandet primært bort ved, at det siver ud langs murpappens overside, så åbne studsfuger i nederste skifte gavner ikke.

Vinduesmontage

Åbne fuger til vandafledning over vinduer kræver stor omhyggelighed ved udførelsen af murpappen, der skal lede vand ud. Pappen skal føres helt ud til ydersiden af formuren. Er der fejl i udførelsen, kan åbne fuger medføre, at der ledes vand ind over vinduet.

Tilsvarende er det vigtigt, at vinduer er monteret korrekt, så alt regnvand ledes til sålbænken og ud. Omkring vinduer med udsat beliggenhed bør anvendes en egentlig to-trinstætning som beskrevet i Utætte fuger omkring vinduer og døre (Byg-Erfa, 2022b).

Når vinduer fastholdes til bagvæggen, men udvendigt fuges mod formuren, giver det udfordringer med optagelse af differensbevægelser. Dette gælder især øverst i højere bygninger, idet formurens højde ændres betydeligt med temperaturen, mens bagvæggens højde er næsten konstant.

Brandforhold

Kun bygninger, hvor gulvet i øverste etage er højst 12 m over terræn (5 etager), behandles i denne anvisning, jf. det generelle afsnit 4.1.3 om brandforhold. Det sker med anvendelse af bygningsreglementets præaccepterede løsninger.

Brandmodstand

Kravet til brandmodstand kan opfyldes af ydervægge, der er bygningsdel klasse R 60 / A2-s1,d0 [BS-bygningsdel 60], i øverste etage dog R 30 [BD bygningsdel 30]. Det vil i praksis være opfyldt for hule mure, uanset isoleringsmaterialets egenskaber.

Brandkrav til indvendige overflader

Indvendige vægoverflader i boliger skal være mindst K1 10 / D-s2,d2 [klasse 2-beklædning]. Kravet er i praksis altid opfyldt af tunge konstruktionsmaterialer, inkl. porebeton, uanset isoleringsmaterialet.

Brandkrav til udvendige overflader

Det er normalt tilstrækkeligt, at den udvendige overflade er beklædning klasse K1 10 / B-s2,d0 [klasse 1-beklædning]. Det opfyldes i praksis altid af tunge konstruktionsmaterialer som murværk og beton, uanset isoleringsmaterialet.

Bemærk, at isoleringen i kuldebroafbrydelse i falsen omkring vinduer skal opfylde brandkrav til udvendig beklædning, da vinduet ikke nødvendigvis er tilstrækkelig beskyttelse.

Lydisolation

Tunge ydervægge har i kraft af deres masse en høj lydisolation. Det vil derfor som regel være vinduerne og eventuelle udeluftventiler, der er afgørende for den samlede lydisolation. Eksempler på konstruktioner og lydisolationsdata samt beregningseksempler findes i SBi-anvisning 244, Lydisolering af klimaskærmen (Rasmussen & Petersen, 2013).

Bæreevne

Til enfamiliehuse kan bærende ydervægge normalt udføres som kombinationsvægge bestående af en bærende bagvæg af 100 mm porebetonelementer eller halvstens murværk, som afstives af en halvstens formur. Anvendes 100 mm letklinkerbeton som bagvæg, er afstivende bidrag fra formuren ikke nødvendigt.

I bygninger i to-tre etager kan bærende bagvægge normalt udføres med 120 mm letklinkerbetonelementer eller 100 til 125 mm porebetonelementer.

Ved bygninger i fire-fem etager kan ofte anvendes 120 mm betonelementer eller 150 mm letklinkerbetonelementer.

Ved tunge vægge er lokale påvirkninger ikke noget praktisk problem, og det er muligt at ophænge selv tungt inventar på en enkel måde.

Føringsveje for installationer

Det er vigtigt, at føringsveje for skjulte installationer er planlagt omhyggeligt, da det ellers vil gå ud over lufttætheden. I tunge vægge bør det undgås at føre elinstallationer i hulrummet, da det både skaber luftspalter mellem væg og isolering og stiller store krav til lufttætningen ved gennemføringerne, hvis tætheden skal kunne bevares i bygningens forventede levetid.

Ideelt bør der være indstøbt tomrør i bagvæggen, så tæthedsplanet ikke gennembrydes.

4.2.4 Massiv bagvæg med let udvendig beklædning

Denne type ydervæg svarer til en skeletvæg som beskrevet i afsnit 4.2.2, hvor den indvendige beklædning er erstattet af en massiv, bærende bagvæg, typisk af CLT (krydslamineret massivt træ) eller letklinkerbeton, se figur 44. Selve bagvæggen svarer til bagvæggen i hule mure, se afsnit 4.2.3. I det følgende fokuseres på forhold, som afviger fra skeletvægge. Bagvæggen kan også være af CLT, eventuelt med gipspladebeklædning, afhængigt af brandkravene.

FIGUR 44. Massiv bagvæg med let beklædning med træskelet. Bagvæggen kan også være af CLT (krydslamineret massivt træ).

U-værdi

U-værdien beregnes stort set som omtalt for skeletvægge i afsnit 4.2.2, herunder hensyntagen til den todimensionelle varmestrøm ved skelettet. Da der ikke er noget påforingslag ved indersiden, vil der i henhold til DS 418 være en lille gevinst ved at udføre skelettet i to krydsende lag, fordi isolering i pladeform så kan opsættes med forskudte samlinger. Normalt er det hensigtsmæssigt, at stolperne i det yderste lag står lodret, så det vandrette lag bør monteres på bagvæggen.

I princippet skal der tages hensyn til den ekstra varmestrøm gennem beslag, der fastholder skelettet, men bidraget vil være meget beskedent, da de ikke er gennemgående.

Den effektive U-værdi kan med god tilnærmelse findes af FIGUR 43, når der benyttes den effektive λ-værdi (λ_ef) korrigeret for facadebeklædningens ophængningssystem. Når der anvendes træskelet som i FIGUR 44, kan TABEL 41 benyttes til at bestemme λ_ef.

Fugtforhold

Kondensrisiko

Ved massiv bagvæg med let udvendig beklædning er bagvæggens tæthed afgørende for at undgå, at varm og fugtig luft trænger ud i isoleringen og kondenserer. Det kræver først og fremmest, at bagvæggen er lufttæt, hvilket ofte ikke er tilfældet for CLT, porebeton, letklinkerbeton og murværk. Porebeton og letklinkerbeton kan normalt opnå tilstrækkelig tæthed, hvis overfladen fuldspartles, også bag fodlister mv., samtidig med at der anvendes en vindspærre med Z-værdi under 3. Alternativt kan opsættes en dampspærre på ydersiden af bagvæggen, så lufttætheden indvendigt med sikkerhed bliver høj.

Afledning af regnvand

Regnvand bør afledes som beskrevet for skeletvægge, jf. afsnit 4.2.2.

Brandforhold

Ved brand indefra vil den tunge bagvæg i praksis sikre, at kravene er opfyldt, som beskrevet for hule mure, jf. afsnit 4.2.3.

Brandkrav til udvendige overflader svarer til dem, der er beskrevet for skeletvægge.

Bæreevne

Normalt udnyttes kun bæreevnen af bagvæggen, som beskrevet under ”Hule mure” (afsnit 4.2.3). Korrekt fastgjort kan et skelet dog bidrage betydeligt til stivheden og dermed den lodrette bæreevne, hvis ikke bagvæggens bæreevne alene er tilstrækkelig, se også omtale af kombinationsvægge i afsnit 4.2.3.

Lokale påvirkninger af indersiden af bagvæggen er ikke noget praktisk problem, og det er muligt at ophænge selv tungt inventar på en enkel måde.

Føringsveje for installationer

Som for hule mure bør det undgås, at installationer gennembryder bagvæggen. Ideelt bør der være indstøbt tomrør i bagvæggen, så tæthedsplanet ikke gennembrydes.

4.3 Terrændæk

Terrændæk kan opbygges på flere forskellige måder som vist i FIGUR 45-FIGUR 47 og beskrevet i afsnit 4.3.1. I alle tilfælde skal følgende forhold vurderes:

Varmetab
Fugtforhold og tætning mod jord
Brandforhold
Bæreevne
Føringsveje for installationer.

Der er meget lille forskel for de primære terrændæktyper, hvorfor de specifikke krav behandles sammen med forslag til løsninger i afsnit 4.3.2. Varmetabet langs soklen behandles samlet i afsnit 4.3.3.

4.3.1 Terrændæktyper

Der skelnes i dette afsnit mellem terrændæk med betonplade og tynd gulvbelægning, terrændæk med betonplade og strøgulv samt let terrændæk uden betonplade.

Terrændæk med betonplade

Figur 45-Figur 47 viser traditionelle terrændæk med betonplade støbt på stedet. Isoleringen skal være trykfast, men kravet til bæreevne/stivhed er beskedent, fordi betonpladen fordeler punktlaster meget effektivt. Figurerne viser et separat 75 mm tykt kapillarbrydende lag, så al isoleringen kan regnes som tør.

Figur 45 og figur 46 viser et eksempel med tynd gulvbelægning kombineret med hulmur som ydervæg. FIGUR 47 viser et strøgulv, som kræver, at betonpladen forsænkes i forhold til sokkeloverkant. Strøgulvet er kombineret med en træskeletydervæg.

FIGUR 45. Terrændæk med betonplade med tynd gulvbelægning og tilslutning til hulmur (til venstre). Til højre tilslutning ved indvendig bærende væg.

FIGUR 46. Terrændæk med betonplade med tynd gulvbelægning og tilslutning til hulmur (til venstre). Til højre tilslutning ved indvendig bærende væg.

FIGUR 47. Terrændæk med betonplade med strøgulv og tilslutning til træskeletvæg. Den primære tætning udgøres af fugtspærren på gulvet og dampspærren i vægge, som skal forbindes tæt ved ydervæggens underside. Installationer kan føres fra gulv til væg uden at gennembryde tætningslaget.

Terrændæk uden betonplade

Til boliger kan betonpladen erstattes af en gulvspånplade som vist i FIGUR 48. Det forudsætter, at der benyttes isolering med ret høj trykbæreevne, for at deformationen ved påvirkning af punktlast bliver acceptabel, se TRÆfakta 12 Lette terrændæk (Træinformation, 2016). Membranen, der skal fungere som radon- og fugtspærre, bør placeres mellem 100 mm nede og halvvejs nede i isoleringstykkelsen af flere årsager. Dels for at installationer kan føres over membranen, dels for at reducere trækpåvirkningen i membranen ved den opbukkede kant langs soklens inderside, når der påføres punktlast på gulvet langs væggene.

FIGUR 48. Let terrændæk med tynd gulvbelægning og tilslutning til træskeletvæg. Mellemlag i gulvet skal være diffusionsåbne og hindre knirkelyde, fx gulvpap. Den primære tætning udgøres af fugtspærren under gulvet og dampspærren i vægge, som skal forbindes tæt ved ydervæggens underside. Installationer kan føres fra gulv til væg uden at gennembryde tætningslaget.

4.3.2 Krav og løsninger

Varmetab

Den nødvendige U-værdi fastlægges ved en energirammeberegning, se afsnit 4.1.1. Ofte vil energirammekravene i BR18 være opfyldt ved en U-værdi omkring U = 0,10 W/(m²⋅K), svarende til kravet for tilbygninger, mens opfyldelse af den frivillige lavenergiklasse vil kræve en noget lavere U-værdi, typisk omkring U = 0,07 W/(m²⋅K), se også TABEL 42.

TABEL 42. Typiske U-værdier og linjetab for terrændæk

	Tilbygningskrav¹⁾	Lavenergiklasse²⁾	Mindstekrav³⁾
U-værdi for terrændæk, W/m² K	0,10	0,07	0,20
Linjetab langs fundament, W/m K	0,12	0,08	0,40
Noter: Opfyldelse af energirammen for nybyggeri vil normalt kræve værdier nær ved tilbygningskravene. Opfyldelse af kravene til lavenergiklasse skønnes at kræve værdier nær de angivne. Kan reelt kun anvendes for mindre områder, da energirammen ellers ikke kan overholdes.

U-værdien afhænger stort set kun af isoleringstykkelsen og isoleringsmaterialets varmeledningsevne samt isoleringsevnen af jorden under konstruktionsopbygningen, mens terrændækstypens betydning er meget lille. Jordens bidrag sættes i DS 418 til overgangsmodstanden R = 1,5 m²K/W.

FIGUR 49 viser U-værdien for terrændæk afhængigt af isoleringstykkelsen for forskellige λ-værdier. Den kan anvendes uanset opbygningen af terrændæk og gulv.

Ved beregning af U-værdien skal der tages hensyn til linjetabet langs fundamenter under indvendige vægge. Linjetabet kan dog sættes til 0, hvis blot der benyttes to skifter letklinkerbetonblokke øverst i fundamentet, se FIGUR 46.

Hvor der er egentlige kuldebroer, skal det vurderes, om overfladetemperaturen kan blive så lav, at der er risiko for kondens og dermed skimmeldannelse, se ”Egentlige kuldebroer” i afsnit 4.1.2.

Det faktiske linjetab langs soklen afhænger betydeligt af terrændækstypen, se afsnit 4.3.3.

FIGUR 49. U-værdi for terrændæk afhængigt af isoleringstykkelsen og isoleringens λ-værdi, uden hensyntagen til linjetab langs soklen. Overgangsmodstande inkl. bidrag fra jorden samt bidrag fra øvrige konstruktionsdele er sat til R = 2,0 m²K/W. Der er ikke nævneværdig forskel på terrændæk med og uden betonplade og strøgulv eller tynd gulvbelægning.

Fugtforhold og tætning mod jord

Terrændæk skal beskytte mod indtrængning af fugt og radon fra undergrunden.

Fugtindtrængning skal altid hindres med et 150 mm tykt kapillarbrydende lag mod jorden. Det kan være et selvstændigt lag af fx sten, men normalt udgøres det af den nedre del af isoleringen, hvis den er kapillarbrydende, se under ”Fugttransport” i afsnit 2.4.4. I henhold til DS 418 skal der så regnes med reduceret varmeisolerende virkning af de nederste 75 mm isolering, da den anses for at være våd.

Ved oversiden af konstruktionen anvendes desuden ofte en fugtspærre, der skal beskytte fugtfølsomme materialer, fx trægulve, mod opfugtning nedefra, ikke mindst fra byggefugt. På oversiden af soklen anvendes altid en fugtspærre, der ofte samtidig fungerer som radonmembran.

Radonindtrængning hindres med et lufttæt lag. Ved høj radonbelastning kan der suppleres med et passivt eller aktivt sug, der skaber undertryk under det lufttætte lag, se SBi-anvisning 233 (Rasmussen, 2015) og SBi-anvisning 247 (Rasmussen, 2016). Her skal der være et permeabelt lag (’suglag’) mod jord, så der kan skabes undertryk under hele terrændækket. Bemærk, at en del isoleringstyper ikke er permeable, selvom de er kapillarbrydende, fx EPS. Se også ”Kapillarsugning” i afsnit 2.4.4 .

Traditionelt har man anset en betonplade med såkaldt svindarmering for at være radontæt, så det kun er langs pladens kanter, der er behov for tætning. Der vil være små svindrevner i betonplader med normal svindarmering, men de vil sjældent være gennemgående. Tætheden kan sikres yderligere med en lufttæt membran over eller under betonpladen.

I dæk uden betonplade kræves altid en lufttæt membran.

Da radonmembraner og fugtspærrende lag også virker som dampspærre, er det vigtigt, at de placeres i den øvre halvdel af isoleringen, så der ikke er risiko for kondens på indersiden af membranen. I sokkelløsninger skal membraner tilsvarende placeres inden for hovedparten af isoleringen for at undgå kondens.

Brandforhold

I terrændæk er der alene brandkrav til gulvbelægningens overflade og kun i flugtveje. Bemærk, at særligt store rum betragtes som flugtvej (se bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – ”Brand”, (Bolig- og Planstyrelsen, 2021a). Der er ikke krav andre steder i bygningen. Hvor der er krav, skal overfladen opfylde kravene til klasse Dfl-s1 [klasse G-gulvbelægning]. Det overholdes af de fleste gulvopbygninger, der anvendes i praksis.

I princippet skal Dfl-s1 være opfyldt for det aktuelle underlag for gulvbelægningen, men underlag af fx spånplade er i praksis altid tilstrækkeligt.

Lydisolation

Bygningsreglementets krav til lydisolation mellem boliger betyder, at terrændæk i praksis ikke må være gennemgående under en boligadskillende væg. Når den boligadskillende væg er en dobbeltvæg, er det nødvendigt med adskilte fundamenter ned til 300-400 mm under terrændækkets overside. Eksempler på terrændæksløsninger er givet i SBI-anvisning 237, Lydisolering mellem boliger – nybyggeri (Rasmussen, Petersen & Hoffmeyer, 2011).

Bæreevne

Terrændæk skal kunne optage den fladelast og den punktlast, som er angivet i Eurocode for den aktuelle anvendelse, se DK NA DS/EN 1991-1-1 (Dansk Standard, 2024).

De isoleringstyper, der i praksis anvendes i terrændæk, er tilstrækkelig stærke og stive til at kunne optage lasterne for de fleste anvendelser, men hvis der ikke anvendes en betonplade, skal det undersøges, om punktlasten kan optages, se TRÆfakta 12 Lette terrændæk (Træinformation, 2016).

Føringsveje for installationer

Ved strøgulv som i FIGUR 47 kan installationer føres i hulrummet under gulvbrædderne, så fx radonspærre ikke gennembrydes.

Ved tynd gulvbelægning, der kan være af træ som i figur 45 og figur 46 eller af fliser eller linoleum, føres installationer typisk i betonpladen eller under denne. Afhængigt af radonspærrens placering kan der blive mange gennemføringer, der alle skal tætnes omhyggeligt.

For begge gulvtyper kan anvendes gulvvarme, fx ført i sporede plader. Ved tynd gulvbelægning kan også anvendes gulvvarmeslanger indstøbt i betonpladen. Ved indstøbning giver den store masse en træghed i reguleringen, som kan være en ulempe ved det lave varmebehov i dagens byggeri.

Bemærk, at alle vandrør skal isoleres, og at rør med koldt brugsvand altid bør holdes i god afstand fra rør med varmt vand, herunder gulvvarme.

4.3.3 Linjetab langs sokkel

Kuldebroen langs ydervægsfundamenter medregnes som et separat linjetab i energirammeberegningen. Det kan blive stort, hvis ikke der vælges en hensigtsmæssig udformning af overgangen mellem ydervæg og terrændæk, efterfølgende kaldet soklen. Opfyldelse af tilbygningskravene til linjetab i TABEL 42 vil typisk også sikre, at energirammekravene i BR18 er overholdt.

For et typisk enfamiliehus er der omkring 0,4 m sokkel pr. m² terrændæk, så linjetabet har væsentlig betydning for det samlede varmetab. Hvis tilbygningskravene til linjetabet ψ = 0,12 W/(m K) og fladetabet U = 0,10 W/(m² K) netop er overholdt, bliver den effektive U-værdi for terrændækket
0,4 · 0,12 + 0,10 = 0,15 W/(m² K). Dette er en betydelig forøgelse og kan sammenlignes med U-værdien for ydervægge inkl. vinduesfalse, se TABEL 40, afsnit 4.2.1. Et lavt linjetab er derfor vigtigt for at minimere varmeforbruget.

Linjetabet langs soklen afhænger primært af de varmestrømme, der er vist skematisk i FIGUR 50.

Vandret varmestrøm

Der vil altid være en vandret varmestrøm mod det fri, primært fra kanten af betonpladen i terrændækket (hvor isoleringstykkelsen tsokkel er mindst), se FIGUR 50. Tykkelsen af sokkelisoleringen kan øges, når vægtykkelsen og dermed vægisoleringen øges, hvorved linjetabet kan reduceres, når væggens U-værdi reduceres. For en given vægtykkelse kan linjetabet også reduceres ved at minimere tykkelsen af vangerne i soklen, så tsokkel kan øges, eller ved at bruge et materiale med lavere λ-værdi end de letklinkerbetonblokke, der normalt bruges i lavere byggeri.

Ved bygninger med træskeletvægge kan man normalt nøjes med én vange i soklen. Når den placeres udvendigt, som vist i FIGUR 50 a, bliver der sammenhæng mellem isoleringen i væg og terrændæk, så linjetabet minimeres. Ydersiden kan samtidig pudses som en traditionel sokkel.

Ved bygninger med hulmur kan den vandrette varmestrøm reduceres ved at indlægge kantisolering mellem betonplade og den indvendige vange i soklen som vist i FIGUR 50 b, især hvis vangen er af beton.

Lodret varmestrøm

For sokler, der også har en indvendig vange, fx under hulmure, se FIGUR 50 b, er der desuden en lodret varmestrøm ned gennem den indre vange, som aftager med øget højde hsokkel og med faldende λ-værdi af sokkelmaterialet. Flere skifterblokke reducerer derfor linjetabet. Som det fremgår af figuren, bidrager varmestrømmen gennem bagvæggen også, så lav varmeledningsevne af bagvæggens materiale reducerer også linjetabet.

a. Træskeletvæg understøttet på ydre vange b. Hulmur understøttet på to vanger

FIGUR 50. Skematisk illustration af de primære varmestrømme, der forårsager linjtab langs soklen.

Anvendes fx celleglas i stedet for letklinkerblokke i soklens indre vange, eller blot i den øverste del af den, vil varmetabet både ned mod jord og mod det fri reduceres, da celleglas har en betydelig lavere λ-værdi.

Der findes også produkter beregnet til fundering i lav dybde af mindre bygninger, hvor soklen understøttes på et lag EPS. Isoleringen føres et stykke uden for bygningens yderside for at holde jorden under huset frostfri. EPS-laget begrænser den lodrette varmestrøm betydeligt. Princippet er beskrevet i SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger (Pedersen, 2011). Bæreevnen er mindre end ved normal fundering, og det er derfor særlig vigtigt at sikre, at den er tilstrækkelig til, at især de aktuelle koncentrerede lodrette laster kan optages af det anvendte isoleringsmateriale, se også afsnit 4.1.5, ”Bæreevne”.

Anvendes beton til den indre vange, øges linjetabet betydeligt på grund af den lodrette varmestrøm gennem den dårligt isolerende indre vange, se FIGUR 50 b. Dette linjetab overses ofte i praksis, men det kræver betydelig forbedring af isoleringsniveauet andre steder i bygningen at kompensere for det.

Massive vægge af både beton, letklinkerbeton og CLT med udvendig isolering (ikke vist) understøttes normalt på en indvendig vange i soklen. Facadebeklædningen ophænges i bagvæggen, så den udvendige vange kan undværes (men kræver en anden afdækning af sokkelisoleringen). For denne type vil den lodrette varmestrøm også være betydelig, hvis der anvendes beton.

Andre gulvløsninger

Strøgulve giver et større linjetab langs soklen end en tynd gulvbelægning. Det skyldes, at strøgulve giver en større afstand mellem gulvoverflade og overside af isoleringen, og at varmetabet gennem væggen ud for gulvtykkelsen skal medregnes til soklens linjetab. Dette vægstykke svarer energimæssigt til et stykke halvdårligt isoleret ydervæg med højde som hulrummet i strøgulvet.

Med et let terrændæk, uden betonplade, er linjetabet langs soklen reduceret i forhold til løsningen med betonplade, da soklen ud for betonpladen ikke længere svarer til et dårligt isoleret stykke ydervæg.

4.3.4 Eksempler på linjetab

Linjetabet Ψ er bestemt for en række typiske kombinationer af ydervæg og terrændæk som vist i FIGUR 51. Linjetab er vist i FIGUR 52 som funktion af tykkelsen af sokkelisoleringen for henholdsvis træskeletvæg og hulmur. Linjetabet gælder for de angivne tykkelser og afstande, når U-værdierne af ydervæg og terrændæk passer nogenlunde sammen. TABEL 40 og TABEL 42 svarer begge fx til tilbygningskrav.

FIGUR 51. Typiske sokkelløsninger for ydervæg af træskelet eller hulmur kombineret med forskellige terrændæk. Linjetab er vist i Figur 52.

For hulmure er det forudsat, at bagvæggen er udført af 100 mm porebetonelementer, og at isoleringstykkelsen i soklen er 40 mm mindre end i væggen. Er der anvendt bagvæg af elementer af letklinkerbeton, øges linjetabet med 0,005 W/(m K) og betydelig mere, hvis der anvendes betonelementer. Hvis tykkelsen af den indvendige vange i soklen af bæreevnehensyn øges fra 120 mm til 150 mm, øges linjetabet med 0,010 W/(m K). Hvis der anvendes tre skifter letklinkerbeton i stedet for to i løsningen for tyndt gulv, reduceres linjetabet med 0,008 W/(m K). Ved strøgulv er allerede antaget anvendt tre skifter blokke af letklinkerbeton.

Linjetabet afhænger i teorien af yderligere forhold, men deres indflydelse er minimal for sædvanlige variationer i udformningen af soklen.

Figur 52. Linjetab som funktion af terrændæktype og tykkelsen af sokkelisoler

En træskeletvæg, der opfylder tilbygningskravet i TABEL 40 (afsnit 4.2.1) på U = 0,15 W/(m² K), vil i praksis have en sokkelisoleringstykkelse på over 50 mm og vil derfor jf. Figur 52 a opfylde linjetabskravet Ψ = 0,12 W/(m K). Tilsvarende vil sokkelisoleringen ved hulmure være mindst 150 mm og derfor rigeligt opfylde linjetabskravet.

Opfyldelse af U = 0,10 W/(m² K) for lavenergiklasse vil typisk øge vægtykkelsen, og dermed isoleringstykkelsen, med 150 mm. Tykkelse af sokkelisoleringen øges derfor samtidig, og det vil derfor heller ikke være vanskeligt at opfylde linjetabskravet Ψ = 0,08 W/(m K) for lavenergiklasse.

4.4 Tage

4.4.1 Funktionskrav

Ved valg af opbygningen af tagkonstruktion skal følgende forhold vurderes:

Varmetab
Fugtforhold
Brandforhold
Lydisolation mod trafikstøj
Bæreevne
Føringsveje for installationer.

Tagtyper

I det følgende behandles først nogle generelle forhold for alle typer tage og derefter specifikke forhold for de forskellige tagtyper. Tage kan udføres på mange forskellige måder, som det fremgår af fx SBi-anvisning 273, Tage (Brandt et al., 2019). I det følgende tages udgangspunkt i to hovedtyper:

Tage med hældning (afsnit 4.4.2)
Flade tage, kolde og varme (afsnit 4.4.3-4.4.4).

Varmetab

Ved beregning af U-værdien skal der tages hensyn til konstruktionsdele i isoleringen, fx spær, men også til varmetabet gennem eventuelle vægge, der er ført gennem loftkonstruktionen.

FIGUR 53 viser U-værdien af skeletkonstruktioner som funktion af λ_ef, og TABEL 44 angiver λ_ef for nogle kombinationer af λ-værdi for isoleringen og træandel. Typiske værdier for træandelen angives for de enkelte konstruktionstyper.

TABEL 43. Typiske U-værdier for tagkonstruktioner

	Tilbygningskrav¹⁾	Lavenergiklasse²⁾	Mindstekrav³⁾
U-værdi for tag, W/m² K	0,12	0,08	0,20
Linjetab ved ovenlysvinduer, W/m K	0,10	0,07	0,20
Noter: Opfyldelse af energirammen for nybyggeri vil normalt kræve værdier nær tilbygningskravene. Opfyldelse af kravene til lavenergiklasse skønnes at kræve værdier nær de angivne. Kan reelt kun anvendes for mindre områder, da energirammen ellers ikke kan overholdes.

FIGUR 53. U-værdi for tagkonstruktioner afhængigt af isoleringstykkelsen og den effektive varmeledningsevne (λ), λ_ef. Overgangsmodstande samt bidrag fra beklædninger er sat til R = 0,040 m²K/W. λ_ef som funktion af træandel, og λ_iso er givet i TABEL 44.

	Træandel med λ_træ = 0,12 W/m²K
λ_iso	2 %	5 %	8 %	10 %	12 %
0,025	0,0269	0,0298	0,0326	0,0345	0,0364
0,030	0,0318	0,0345	0,0372	0,0390	0,0408
0,035	0,0367	0,0393	0,0418	0,0435	0,0452
0,040	0,0416	0,0440	0,0464	0,0480	0,0496
0,045	0,0465	0,0488	0,0510	0,0525	0,0540
0,050	0,0514	0,0535	0,0556	0,0570	0,0584

Linjetab

Linjetab omkring tagvinduer og ovenlys medregnes som et separat linjetab. Det kan være vanskeligt at finde løsninger, der lever op til de ønskede værdier i TABEL 43.

Linjetabet langs tagfoden medregnes i princippet som et separat linjetab i energirammeberegningen, på samme måde som langs soklen, men for tage er linjetabet som regel negativt. Det skyldes, at væghøjden i henhold til DS 418 regnes til oversiden af loftisoleringen og loftarealet til ydersiden af vægisoleringen, hvilket overvurderer varmetabet, så der kan ses bort fra linjetabet. Reelt vil en stor afskæring af loftisoleringen ved tagfoden naturligvis forøge varmetabet, uanset at linjetabet fortsat er negativt.

Hvor der er egentlige kuldebroer som konstruktionsdele af beton eller stål, der går gennem hovedparten af isoleringstykkelsen, skal det vurderes, om overfladetemperaturen under tæthedsplanet kan blive så lav, at der er risiko for kondens og dermed skimmeldannelse, se afsnit 4.1.2 ovenfor.

Fugtforhold

Tagdækningen inklusive eventuelt undertag skal sikre, at regnvand ledes bort og ikke trænger ind i konstruktionen, heller ikke ved samtidig vindpåvirkning, herunder fygesne under snestorm.

Samtidig skal det sikres, at fugt fra indeluft, der trænger op gennem loftkonstruktionen, ikke skader tagkonstruktionen.

Fugtforhold behandles nærmere for hver type tagkonstruktion.

Brandforhold

Brandkrav til tagkonstruktion, udefra

Tagdækningen skal normalt være klasse BROOF(t2) [klasse T-tagdækning] på det aktuelle underlag. Kravene denne klasse opfyldes af de fleste af de materialer, der anvendes i praksis. Der gælder særlige regler for fx stråtage, der ikke behandles i denne anvisning.

Visse typer tagmembran på plastbaseret isolering skal dog anvendes med en branddug eller et lag mineraluldsisolering mellem tagmembranen og den plastbaserede isolering for at kunne klassificeres som BROOF(t2) [klasse T-tagdækning]. Løsninger vil fremgå af produktets klassifikation.

For enfamiliehuse er der ingen krav til tagdækningen, hvis der er mindst 10 m mellem to bygninger på samme grund eller mindst 5 m til skel.

Bemærk, at når der er tagterrasse eller flugtvej oven på tagdækningen eller ved sammenbygning med en højere bygning, gælder særlige krav til tagets brandmodstandsevne. Det behandles ikke yderligere i denne anvisning.

Brandkrav til loftkonstruktion

Der er krav til loftoverfladens beklædningsklasse og ofte også til loftkonstruktionens brandmodstandsevne. Kravene er differentieret efter etageantallet, og om loftrummet er udnytteligt eller uudnytteligt. I førstnævnte tilfælde skal adskillelsen mod tagrummet udføres som en etageadskillelse, uanset om tagrummet er udnyttet eller ej.

I praksis bliver kravet oftest, at loftkonstruktionen skal have brandmodstandsevne mindst EI30 [BD30], mod udnytteligt tagrum i etageboliger dog EI60 [BD60]. Ved brandsektionsadskillelser gælder skærpede krav.

Dertil kommer krav til loftoverfladens beklædningsklasse. I enfamiliehuse og etageboliger op til to etager (5,1 m til gulv i øverste etage) kan anvendes loftoverflader mindst beklædning klasse K1 10 / D-s2,d2 [klasse 2-beklædning], når isoleringen mindst er materiale klasse D-s2,d2 [klasse B-materiale]. Det kan normalt opnås med træbaseret beklædning. For ringere isoleringsmateriale kan anvendes mindst beklædning klasse K1 10 / B-s1,d0 [klasse 1-beklædning], hvilket normalt kan opnås med gipsplader.

I enfamiliehuse kan ringere isoleringsmateriale også anvendes, hvis man oven på loftbeklædning klasse K1 10 / D-s2,d2 [klasse 2-beklædning] først lægger 50 mm isolering klasse D-s2,d2 [klasse B-materiale].

For enfamiliehuse er det tilstrækkeligt at opfylde beklædningskravet, hvis spærkonstruktionen ikke indgår i det bærende og afstivende system. Men i praksis fastholder spærret loftkonstruktionen, som normalt er en del af det afstivende system. Muligheden for alene at opfylde beklædningskravet har derfor ringe praktisk betydning.

I etageboliger med mere end to etager skal loftoverfladen mindst være beklædning klasse K1 10 / B-s1,d0 [klasse 1-beklædning]. Der er da ikke krav til isoleringsmaterialet i loftkonstruktionen, når højden til gulv i øverste etage er højst 12 m. Når isoleringen er mindst klasse D-s2,d2 [klasse B-materiale], kan indtil 20 % af overfladen være beklædning klasse K1 10 / D-s2,d2 [klasse 2-beklædning], fx træ.

Lydisolation

Se afsnit 4.1.4, ”Lydisolation”.

Bæreevne

For hver type tagkonstruktion omtales nogle væsentlige karakteristika vedrørende last og bæreevne. Se i øvrigt afsnit 4.1.5, ”Bæreevne”.

Føringsveje

Mindre installationer i loftet, især el, kan med fordel føres under dampspærren, så den ikke bliver gennembrudt ved alle udtag. Tætheden af loftet er nemmere at sikre, hvis installationer føres i de indvendige vægge.

Større installationer må ofte gennembryde dampspærren, og her er det vigtigt at sikre fast underlag for samlinger mellem dampspærre og manchetter.

4.4.2 Tage med hældning

Tage med gitterspær, bjælkespær og andre tage med hældning anvendes normalt med en af følgende typer tagdækning:

Tagsten (tegl, beton, skifer)
Bølgeplader (cementbundne, metal)
Tagmembran på træunderlag.

FIGUR 54 viser en løsning med gitterspær, og FIGUR 55 viser en løsning med bjælkespær og paralleltag.

FIGUR 54. Tagkonstruktion med gitterspær, tagsten på fast undertag og med tilslutning til hulmur. Tagrummet ventileres gennem udhænget og kippen (ikke vist), mens der over undertaget ventileres gennem tagfoden. Ventilationsveje er markeret med blå pile.

FIGUR 55. Tagkonstruktion med bjælkespær, tagpap på tagunderlag og tilslutning til træskeletvæg, der ventileres gennem udhænget.

U-værdi

U-værdier kan findes i FIGUR 53, idet λ_ef bestemmes af TABEL 44.

For gitterspær som i FIGUR 54 med spærafstand på 1 m, og hvor spærfodshøjden er 40 % af isoleringstykkelsen, er træandelen 2 %.

For 45 mm bjælkespær gennem hele isoleringstykkelsen er træandelen knap 6 % ved spærafstand 800 mm og knap 8 % ved spærafstand 600 mm. Ved præfabrikerede tagelementer med bjælker pr. 600 mm øges træandelen til 10 % på grund af dobbeltbjælker ved elementsamlinger.

Fugtforhold

Vandafledning

Tagsten er ofte ikke særlig tætte i overlæggene, så der anvendes normalt et undertag til at opfange det vand, der slipper gennem tagstenene. Vandmængden på undertaget afhænger både af taghældningen og af produktet, og mængden af vand kan derfor variere meget. I nogle tilfælde kan undertaget undværes, fordi der anvendes et tætningssystem mellem tagstenene. Et eksempel på dette er skiferplader lagt med kit.

Levetiden af undertag eller tætningssystem bør svare til selve tagdækningens; et godt undertag er en forudsætning for lang levetid af taget.

FIGUR 54 viser en løsning med fast undertag i form af krydsfiner og en membran, fx underpap, der ved tagfoden afvandes i tagrenden. Denne type undertag kan erfaringsmæssigt klare store vandmængder. I mange tilfælde vil det være tilstrækkeligt at anvende banevarer fremfor fast undertag, se også DUKO.dk.

Ved bølgeplader og andre meget tætte tagdækninger er der ofte ikke brug for undertag. Ved ståltage og lignende kan der være behov for undertag som kondensfang. Undertaget må da afvandes bag tagrenden. Denne løsning er acceptabel, fordi vandmængderne er små.

Ved tagmembran på tagunderlag af fx krydsfiner som i FIGUR 56 anvendes ikke undertag, da tagdækningen er tæt, og træmaterialet i tagunderlaget forebygger kondens.

Dampspærre

Dampspærren eller det lufttætte lag ved indersiden skal slutte tæt mod det tilsvarende lag i ydervæggen. Der bør anvendes en god kvalitet med lang holdbarhed. Det er vigtigt, at samlinger projekteres, så de er simple at udføre, også ved tilslutning til gavle og andre tværgående vægge. Samlinger i dampspærren mellem baner skal være lufttætte og skal udføres med en tape anbefalet af dampspærreleverandøren. Samlinger skal altid udføres over fast underlag, så samlingen kan trykkes sammen med en særlig spartel.

Uden dampspærre

Behovet for egentlig dampspærre i loftkonstruktioner skal vurderes i hvert enkelt tilfælde ud fra fugtproduktionen i indeklimaet, ventilationsforholdene og loftkonstruktionens tæthed.

Nyere undersøgelser viser, at lofter kan efterisoleres uden brug af dampspærre, når en række betingelser er opfyldt, se SBi-anvisning 273 (Brandt et al, 2019). Det gælder, når der til og med fugtbelastningsklasse 3 (fx alle boliger) anvendes en lufttæt loftbeklædning, tagrummet er velventileret og tilgængeligt, isoleringen er diffusionsåben, og der ikke er tegn på opfugtning og skimmelvækst. Løsningen er udviklet med henblik på efterisolering af eksisterende bygninger, i nye bygninger anbefales det fortsat at anvende dampspærre.

Ventilation

Tagkonstruktionen bør ventileres over isoleringen og, når der anvendes undertag, også over undertaget. Ved paralleltag som i FIGUR 56 kan alternativt anvendes et diffusionsåbent undertag i stedet for ventileret spalte under undertaget.

Ved diffusionstætte undertage skal hulrummet mellem undertag og varmeisolering have en effektiv højde på mindst 45 mm, og dette hulrum skal være ventileret. For undertage af banevarer, træfiberplader og lignende, der hænger ned mellem spærene, skal højden ved spærene være 70 mm, så gennemsnittet bliver mindst 45 mm. Hvis isoleringen kan ekspandere, så den bliver tykkere end den nominelle tykkelse, skal der tages hensyn til dette enten ved fastholdelse med fx ståltråd eller øget højde af hulrummet.

Der skal være ventilationsåbninger langs tagfoden i begge sider og i kippen ved sadeltage med hældning over 10 grader. Ved bygninger med bredde op til 16 m skal spalten langs tagfoden være minimum 30 mm, og langs kippen minimum 20 mm, når der anvendes insektnet i spalterne. Der kan også anvendes studse, se nærmere i SBi-anvisning 273, Tage.

Diffusionsåbne undertage kan anbringes direkte mod isoleringen. Det forudsætter, at undertagets Z-værdi højst er 3 (GPa s m²)/kg, og at der er kontakt mellem isolering og undertag, samtidig med at isoleringen ikke har overhøjde i forhold til oversiden af spæret. Loftkonstruktionen skal i praksis udføres med en god dampspærre for at opnå den fornødne tæthed. Åbne tagrum, loftrum og skunkrum skal dog altid ventileres, da der disse steder ikke er kontakt mellem isolering og undertag.

Brandforhold

Se beskrivelse i afsnit 4.4.1 ovenfor.

Bæreevne

Gitterspær

Gitterspær dimensioneres i praksis af spærfabrikken og spænder normalt mellem facaderne, uden behov for mellemunderstøtning.

Den samlede tagkonstruktion bestående af spær, lægter, tagdækning og loftkonstruktion skal kunne optage opadrettet vindsug på taget samt vandret vindlast i begge retninger og fordele den til de afstivende vægge. Hovedparten skal optages af loftkonstruktionen. Den øvrige tagkonstruktion skal sikre, at spærene er fastholdt mod udbøjning i deres plan. Disse krav betyder, at der er behov for afstivning af tagflade og loftflade samt lodrette forankringer af tagkonstruktionen. Afstivning kan ske med skråafstivning, vindkryds eller pladebeklædning. Metoder er beskrevet i ”TRÆ 75 Træspær – Valg, opstilling og afstivning” (Træinformation, 2019).

Bjælkespær

Bjælkespær indgår ofte i et præfabrikeret tagelement, men kan også anvendes ved konstruktioner opbygget på stedet.

Hele den vandrette vindlast skal optages af pladebeklædning på over- eller undersiden af tagkonstruktionen og fordeles til de afstivende vægge. Kravene til beklædningens skivebæreevne er derfor en del højere end ved gitterspær. Skiver med pladebeklædning kan dimensioneres som beskrevet i TRÆ 60 Træplader (Adelhøj, Munch-Andersen & Johansen, 2012) eller Beregning af trækonstruktioner (Munch-Andersen & Larsen, 2016).

4.4.3 Flade tage

Flade tage betegnes som varme eller kolde tage, afhængigt af om den bærende konstruktion ligger under eller i isoleringslaget.

Tagdækning

Flade tage udføres altid med en tagmembran (tagpap eller tagfolie) som tagdækning. Uanset om membranen er vandtæt, skal det sikres, at der ikke står permanent vand på taget, hvilket gøres ved at udføre ’flade’ tage med en hældning på mindst 1:40, se SBi-anvisning 273, Tage.

Det er meget vigtigt at sikre tætheden omkring gennemføringer i tagmembranen, hvilket bedst sker ved anvendelse af præfabrikerede gennemføringer. Membranen bør også føres mindst 150 mm op ad fx ventilationsgennemføringer og murkroner.

Særlige forhold ved tagterrasser, solpaneler og lignende behandles ikke her.

Flade kolde tage opbygges på samme måde som tage med bjælkespær som beskrevet i afsnit 4.4.2 og vist i FIGUR 55 blot med mindre hældning. Fald kan være mod tagrende som i FIGUR 55 eller mod indvendige skotrender svarende til dem, der anvendes i varme tage, se FIGUR 56. Det er i alle tilfælde vigtigt at sikre korrekt ventilation langs de ydre kanter.

4.4.4 Flade varme tage

Et eksempel på et sædvanligt ’retvendt’ varmt tag på betondæk er vist i FIGUR 56. Da isoleringen er uventileret, må der må ikke være organiske materialer mellem dampspærren og tagmembranen. Vedrørende ’retvendt’ og ’7omvendt’ varmt tag henvises til se SBi-anvisning 273, Tage (Brandt et al., 2019).

Den bærende konstruktion kan også være fx træelementer eller korrugerede stålplader mellem hovedbjælker. Ved træelementer kan en del af isoleringen placeres i hulrummet mellem bjælkerne. Da det er membranen på træelementernes overside, der fungerer som dampspærre, kan man normalt ikke udfylde hele hulrummet. Hvis højst 40 % af tagkonstruktionens isolans ligger under dampspærren, vil det normalt sikre, at der ikke dannes kondens på undersiden af dampspærren.

Fugtindhold og varmetab

I et varmt tag skal fugtindholdet i isoleringen være under 0,5 volumenprocent, for at det kan anses for at være fugtteknisk velfungerende. Men selv ved et langt lavere fugtindhold kan fugten være årsag til et betragteligt bidrag til varmetransporten igennem taget, når der skiftevis er varmest ude og inde, så varmestrømmen vender, og fugten kondenserer skiftevis på oversiden af dampspærren og undersiden af tagmembranen. Dette kan forekomme dagligt i perioder om foråret, sommeren og efteråret, men ikke om vinteren, hvor der altid er koldest ude.

Det såkaldte latente varmetab kan være stort, fordi vands fordampningsvarme (= kondensationsvarme) er meget stor.

Når fx varmestrømmen en forårsdag er rettet nedad, vil fugten, der er kondenseret på undersiden af tagmembranen i løbet af natten, fordampe. Fordampningen bruger varme, der tages fra den solbeskinnede tagmembran. Fugten vandrer så mod dampspærren, der nu udgør den kolde side og kondenserer der, under afgivelse af kondensationsvarmen til loftbeklædningen. Når der om natten igen bliver koldest ude, vil den kondenserede fugt fordampe, hvorved loftbeklædningen afkøles. Vanddampen diffunderer så op til tagmembranen og kondenserer igen under afgivelse af kondensationsvarmen til tagmembranen. Varmemængden, der flyttes op og ned, er den samme, men den føres om dagen mod indeklimaet på et tidspunkt, hvor den vil være uønsket, og om natten mod udeklimaet, så opvarmningsbehovet øges.

Potentialet for den latente varmetransport afhænger meget af, om isoleringen er hygroskopisk og diffusionstæt. Potentialet reduceres, hvis en del af isoleringen ligger under dampspærren, hvis der anvendes en lys tagmembran, eller der er ballast i form af stenlag på tagmembranen, så opvarmningen om dagen ikke bliver så stor.

Den latente varmetransport er størst i diffusionsåbne, ikke-hygroskopiske isoleringsmaterialer, hvor fugten kan vandre uhindret.

Hvis isoleringen er hygroskopisk, vil fugten blive tilbageholdt i materialet, når den søger at vandre gennem materialet til den kolde side, hvilket dæmper den latente varmetransport.

Hvis der anvendes isoleringsmaterialer med stor diffusionsmodstand, vil fugtvandring kun kunne ske i sprækker mellem isoleringspladerne, så den latente varmetransport bliver meget lille.

FIGUR 56. Varmt tag på betondæk med tilslutning til massiv bagvæg med let beklædning. Fald 1:40 mod indvendig skotrende (skotrende ikke vist).

Dampspærre

Da taget er uventileret, er det særlig vigtigt, at dampspærren er tæt. Det anbefales at udlægge en robust membran på den bærende konstruktion og føre den op, så den kan forbindes tæt med tagmembranen som vist i FIGUR 56. Gennemføringer bør udføres med præfabrikerede kraver.

Ved betondæk kan man nøjes med at strimle over elementsamlingerne, da betonen i sig selv er tæt nok.

U-værdi

U-værdier kan findes i FIGUR 53, idet λ_ef kan sættes lig λ_iso for den anvendte isolering.

Brandforhold

Se beskrivelse i afsnit 4.4.1 ovenfor.

Bæreevne

Dimensionering af den bærende konstruktion for lodret last er normalt uproblematisk, dog skal der ofte tages hensyn til sneophobning ved niveauspring og murkroner. Den bærende konstruktion skal også kunne optage og fordele vandret vindlast som beskrevet for bjælkespær i afsnit 4.4.2.

Isoleringen skal have en vis bæreevne og stivhed, så især tagmembranen ikke ødelægges ved nødvendig færdsel på taget. Kravene øges naturligvis, hvis der opbygges fx tagterrasse oven på tagmembranen, se afsnit 2.4.6.